23948sdkhjf

Dansk køkkenkæde skifter svensk hest og satser på de købestærke kunder

Et nyt Uno Form-showroom i Sveriges næststørste by Gøteborg er det første skridt på en rejse, der skal gøre den danske producent af high-end designkøkkener mere synlig på den anden side af Øresund.

– Vi har en agenda, der går ud på at ekspandere i Sverige og styrke vores profil som et high end brand. Det indebærer, at vi går fra et shop-in-shop koncept til monobrand stores, der skaber en ramme, som matcher brandet i kvalitet og design, forklarer Uno Forms salgsdirektør Peter Bisgaard.

Showroomet i Gøteborg ligger i et område, hvor man i forvejen finder eksklusive butikker og showroom. Derved henvender Uno Form sig i stigende grad til et publikum, som prioriterer kvalitet, design og håndværk - og som er villige til at betale for det.

– Vi har mærket en umiddelbar effekt af denne placering i og med, at gennemsnitsprisen på de køkkener, vi sælger, er steget betydeligt. Det er tydeligt, at vi har fået målgruppen i tale med en bedre beliggenhed, siger Peter Bisgaard.

Formidler dansk design

Et omdrejningspunkt i showroomet i Gøteborg er formidlingen af dansk design som noget unikt og sammenhængende. Derfor møder man i showroomet en række andre danske designbrands, som tilsammen skal skabe en fortælling, som kunderne gerne vil være en del af. 

Det er et veldefineret koncept, som ifølge Peter Bisgaard også skal være en del af kommende monobrand stores i Sverige. Derved går Uno Form efter at skabe en designdestination med danske brands, som ikke i forvejen findes i samme form. Det giver ifølge køkkenproducenten kunderne en grund til at komme i butikken, også selv om de ikke umiddelbart er på udkig efter et køkken. Og det virker, forklarer Helene Löfgren, som er en af de tre franchisetagere, der driver showroomet i Gøteborg.

– Vi oplever, at folk i stigende grad kommer ind i butikken, fordi den er spændende eller de ser noget interiør, som de er interesserede i. Dermed er første skridt på købsrejsen etableret, og selvom de måske køber en lampe i stedet for et køkken, har vi etableret Uno Form showroomet som et sted, de har lyst til at vende tilbage til, siger hun.

Uno Form har nu monobrand stores i to af de tre største svenske byer, nemlig Malmø og Gøteborg, men kæden har også et godt øje til Stockholm. Derfor er Uno Form i øjeblikket på udkig efter samarbejdspartnere, der vil være med til at åbne en flagshipstore i den svenske hovedstad.

– Det understreger, at vi ikke hviler på laurbærene. Sverige er et meget spændende marked, hvor forbrugerne i høj grad udviser interesse for kombinationen af kvalitet, design og fleksible løsninger. Det er netop det, Uno Form tilbyder. Derfor forventer vi os meget af de kommende år, understreger Peter Bisgaard.

Uno Form er ligesom HTH og Invita ejet af den svenske køkkenkæmpe Nobia. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078