23948sdkhjf

Gamle nordiske bådebyggertraditioner er levende kulturarv

De særlige nordiske klinkbådstraditioner skal bevares og beskyttes. Derfor bliver de nu optaget på FN-organisationen Unescos liste over menneskehedens levende kulturarv.

Det skriver Vikingeskibsmuseet i en pressemeddelelse.

De klinkbyggede træbåde er bygget på en helt særlig måde. Metoden har været benyttet i hele Norden gennem flere tusinde år.

Mest kendt er vikingetidens skibe. Men også i dag bygges der klinkbåde i hele Norden, skriver Vikingeskibsmuseet.

I Danmark kan de klinkbyggede skibe blandt andet ses på museet i Roskilde. I det nordjyske er der også flere fiskere, der stadig benytter bådene.

Metoden er kendetegnet ved, at de langsgående planker overlapper hinanden i yderkanterne. Her holdes de samlet med syninger eller skibsnagler. Båden afstives indvendigt med tilpassede træstykker, der udgør bådens ribben.

I Nordjylland trækker fiskerne stadig deres skibe op på stranden efter havfiskeri. Mens træbådsværfterne viderefører kendskabet til at bygge og vedligeholde de traditionelle træbåde, står der i pressemeddelelsen.

FN's kulturorganisations liste over immateriel kulturarv er en liste over levende kulturarv, som man ønsker at sikre og bevare.

Den mere kendte verdensarvsliste rummer bygninger, monumenter og samlinger. Mens den immaterielle kulturarv er de mindre fysisk håndgribelige ting som traditioner, kundskaber og måder at være sammen på.

Det er første gang, at Unesco har modtaget en nominering fra et samlet Norden.

Både Danmark, Norge, Sverige, Island, Færøerne, Ålandsøerne og Finland har bidraget til ansøgningen.

Optagelsen på Unescos liste skal øge fokus på at bevare viden om traditionen, håndværket og brugen af de klinkbyggede både.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) glæder sig over optagelsen.

- De klinkbyggede både i Norden er en central del af vores levende kulturarv.

- Bådene har gennem tiderne været et livsvigtigt redskab knyttet til fiskeri og landbrug, fragt og søfart og bliver stadig bygget den dag i dag, siger kulturministeren i pressemeddelelsen.

Onsdag forventes Unescoat afgøre, om grønlandsk trommedans og den dansk-tyske mindretalsmodel også skal med på listen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079