23948sdkhjf

Indesneede i Ikea sov i møbeludstillingen

Det har været en rolig nat for de kunder og ansatte, der var nødt til at overnatte i Ikea i Aalborg fra onsdag til torsdag.

Det fortæller varehuschef Peter Elmose, der også selv overnattede i butikken.

- Det er gået super, super fint. Det har været en god nat. Alt roligt.

På grund af snestormen i Nordjylland var det ikke muligt for seks kunder og 25 ansatte at komme hjem, da varehuset lukkede onsdag aften.

Varehuschefen fortæller, at der blev gjort brug af Ikeas faciliteter, da det blev tid til at sove.

- Der har været en seng til 25 af vores medarbejdere og seks af vores gæster.

- Vi har sovet i møbeludstillingerne og vores miljøer på første sal, hvor vi har senge, madrasser og sovesofaer. Der har været rigelig plads til, at man kunne finde lige netop den seng, man har haft lyst til at prøve, siger han.

Inden det blev sengetid hyggede de strandede personer i Ikeas personalekantine.

- Vi så julekalender, fandt nogle spil fem, der var fodbold på storskærme og risalamande, kanelsnegle, lun kaffe, kakao, sodavand og en enkelt øl.

- Aftenen gik meget hurtigt, inden vi gik i seng mellem klokken 23 og 1, siger Peter Elmose.

Han fortæller, at alle, der overnattede i varehuset, er begyndt at tage fra Ikea igen torsdag morgen.

Uvejret i Nordjylland betød også, at omkring 300 personer måtte overnatte i Aalborg Lufthavn, fordi de hverken kunne komme med et fly eller væk fra lufthavnen.

Onsdag aften frarådede Nordjyllands Politi al unødvendig udkørsel på grund af store mængder sne og flere uheld i løbet af dagen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har endnu ikke tal for, hvor meget sne der er faldet i Nordjylland.

Men Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog hos DMI, vurderer, at det et omkring 20-30 centimeter.

Torsdag morgen har isglatte veje desuden forårsaget flere uheld landet over.

Der er umiddelbart ingen meldinger om personskade.

Desuden var Storebæltsbroen kortvarigt lukket for al biltrafik natten mellem onsdag og torsdag.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.078