23948sdkhjf

Byggede til for tre år siden - udvider igen efter rekordår

Så sent som i 2018 udvidede Dana Lim hovedkvarteret i Køge med en ny lagerhal på hele 3.800 kvm, men allerede nu har virksomheden igen behov for yderligere kapacitet. Derfor opføres der nu yderligere 1.200 kvm lagerhal i forbindelse med den eksisterende bygning.

– Det er jo faktisk ikke ret længe siden, vi sidst udvidede vores lagerkapacitet. Derfor er det også fantastisk, at vi allerede nu igen har behov for endnu en udvidelse, da forretningen vækster. Faktisk har vi i den kommende tid store forhåbninger om og forventninger til, at vi kigger ind i yderligere vækst i norden, lyder det fra Lars Christensen, adm. direktør i Dana Lim.

Den nye lagerhal ligger i forlængelse af Dana Lims eksisterende lagerbygninger, og er ifølge direktøren med til at forbedre deres samlede varelogistik markant.

– Hallen er bygget i samme stil og materialer som de eksisterende haller fra udvidelsen i 2018. Med den nye lagerhal forbedres den interne logistik betragteligt, da vi nu kan have hele vores produktsortiment samlet under samme tag. Det skaber en mere enkel og hurtigere håndtering af varerne helt frem til forsendelsen, fortæller Lars Christensen.

Strategisk vækst på flere fronter

Udvidelsen er et udtryk for, at det går godt hos Dana Lim. En af grundene til succesen er opkøbet af danske PKI Supply, der blev effektueret tilbage i januar 2021.

– Vi udvider og styrker hele tiden forretningen gennem udviklingen af nye solide og innovative produkter. Samtidig er det også en del af vores vækststrategi at tilegne os nye kompetencer på anden vis. Det har vi eksempelvis gjort med opkøbet af PKI Supply, der er markedsledende leverandør af industrilim, fortæller Lars Christensen.

Opkøbet af PKI Supply har også slået igennem i det nyligt offentliggjorte årsregnskab, hvor Dana Lim kan bryste sig af rekorder på både top og bund. Mens omsætningen i årets løb passerede den halve milliard og landede på 576,9 mio. kr., lød bundlinjevæksten på knapt 70 pct., og årets resultat før skat lød på 26,2 mio. kr.

 – En væsentligt øget aktivitet har haft en positiv påvirkning på resultatet. Den øgede aktivitet er opnået som følge af en positiv udvikling på virksomhedens markeder, samt som en følge af opkøbet af PKI Supply pr. 1. januar 2021, lyder det i limproducentens årsrapport.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129