23948sdkhjf

Afskovningsfrie varer skal beskytte verdens skove i EU-udspil

EU skal ikke være med til at øge rydningen af skove i verden.

Derfor foreslår EU-Kommissionen onsdag nye regler, som skal være til gavn for verdens skove.

Reglerne skal sikre, at de varer, EU-borgere køber og bruger, ikke bidrager til afrydning og skovforringelse.

- Hvis vi skal lykkes i den globale kamp for klimaet og biodiversiteten, skal vi tage ansvaret for handling hjemme såvel som ude.

- Vores skovtiltag imødekommer borgeres ønske om at minimere det europæiske bidrag til afskovning og promoverer bæredygtigt forbrug, siger Frans Timmermans, næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for EU's "Green Deal".

Mellem 1990 og 2020 har verden ifølge EU-Kommissionen mistet 420 millioner hektar skov. Det er et område, som er større end EU.

Den primære årsag til skovenes tilbagegang er udvidelse af landbrug inden for soja, oksekød, palmeolie, træ, kakao og kaffe.

EU-Kommissionens udspil skal sikre strammere regler for selskaber, som ønsker at handle med disse varer på EU's marked. Målet er, at varerne, som bliver handlet i EU, ikke bidrager til skovrydning.

Det vil EU holde øje med via et system, som vurderer risikoen for skovrydning og skovforringelse i forskellige lande, hvor varerne kommer fra.

Således vil EU promovere "skovrydningsfrie" produkter. Det skal mindske EU's negative påvirkning på verdens skove.

EU-Kommissionen forventer, at nye regler vil mindske udledningen af drivhusgasser og tab af biodiversitet.

Ifølge Verdensnaturfonden kan de foreslåede regler få stor effekt. Men kun hvis de skrues rigtigt sammen.

- Den nye lov skal sikre, at alle de mange typer af produkter, som blandt andet kød, soja, kaffe, kakao og palmeolie, som danskerne er storforbrugere af, ikke har regnskov på samvittigheden.

- Og så skal den dække alle former for natur, der trues af vores forbrug, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i Verdensnaturfonden, i en skriftlig kommentar.

Danmark ligger ifølge organisationen i top-3, hvis man ser på afskovningsaftryk per indbygger i EU.

Forslaget om skov er et af flere i en naturpakke, som kommissionen præsenterer onsdag. De øvrige dele handler om håndteringen af affald og en strategi for at forbedre og beskytte jordbunde.

Ifølge EU-Kommissionen har 70 procent af jordbundene i EU det ikke godt. Derfor skal nye rammer med tiltag for beskyttelse af jordbundene sikre, at alle jordbundes økosystemer har det godt i 2050.

Naturpakken onsdag er et udspil fra EU-Kommissionen. De næste skridt er, at udspillet skal diskuteres i EU-Parlamentet og blandt medlemslandene, før eventuel ny lovgivning på området kan være på plads.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078