23948sdkhjf

Nedbrændt møbelfabrik genopstået fem minutter fra brandtomten

For Michael Jelle Kjellerup og Henriette Frederiksen fulgte der et par travle uger i kølvandet på den brand, der i starten af august hærgede Kiim Møbel- og Stelfabrik i Østergaard nær Hadsund.

Selvom møbelfabrikken brændte ned til grunden, og alt gik tabt, øjnede de to en mulighed for hurtigt at fortsætte produktionen i lokalerne hos Skagen Furniture, som de havde overtaget umiddelbart forinden.

– Den første uge gik med at holde møder, den anden uge brugte vi på at få håndværkere ind og den tredje uge var vi igen i gang med produktionen, fortæller Henriette Frederiksen, der står for det administrative arbejde hos møbelproducenten.

På 14 dage blev der indkøbt 25 nye maskiner, og ifølge Henriette Frederiksen var det afgørende, at arbejdet hurtigt kunne genoptages.

– Ellers ville vi jo miste vores kunder, forklarer hun og understreger, at såvel kunder som leverandører har bakket op og vist forståelse for den svære situation.

– De har virkelig været søde og hjælpsomme, og de har givet rigtig god opbakning, lyder det.

Kan blive permanent

Også forsikringen og samarbejdet her har hun kun rosende ord tilovers for, og selvom sagen stadig pågår, og der således ikke er taget endelig stilling til fremtiden for Kiim Møbel- og Stelfabrik, peger Henriette Frederiksen på, at de nye lokaler, meget vel kan gå hen at blive en permanent løsning.

– Det kommer også til at afhænge lidt af forsikringen, om vi bliver eller skal have bygget op igen i Østergaard, men lige nu ser det ud til, vi bliver, hvor vi er. Det er fem minutter fra den gamle fabrik, så for vores medarbejdere er der ikke den store forskel, og det er en rigtig fin beliggenhed blandt andre industrivirksomheder her i Hadsund, så det ville give god mening, vurderer hun.

Det var en forbikørende, der opdagede branden d. 1. august og slog alarm kl. 22.13. Mere end 20 mand var i aktion med brandslukningen, der stod på til 05-tiden mandag morgen. Det har siden vist sig, at branden blev startet af en lader til et batteri til en skruemaskine.

Michael Jelle Kjellerup overtog møbelfabrikken i 2006 og beskæftiger i dag 7 fastansatte og 3 ung- og løsarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078