23948sdkhjf

Tre modige kvinder snupper årets Finn Juhl-priser

I år har Wilhelm Hansen Fonden valgt at hædre ikke mindre end tre møbelkunstnere med uddelingen af årets Finn Juhl Priser.

Årets prismodtagere er ifølge fonden valgt for deres ”modige omgang med begrebet møbel” – dermed viderefører de traditionen fra Finn Juhl, der selv havde en dristig og eksperimenterende tilgang til møbelkunsten, skriver fonden på sin hjemmeside.

Årets Finn Juhl Priser tilfalder møbeldesigner Maria Bruun samt designduoen bag Wednesday Architecture Sofie Trier Mørk og Lise Bjerre Schmidt.

Maria Bruun har modtaget prisen for sit modige og eksperimenterende møbeldesign Nordic Pioneer, der blev skabt til AHEC-udstillingen Connected på Design Museum London.

– Maria Bruun belønnes for sit berøringsvenlige greb om træet og en stærk forståelse for det paradoksale. Wilhelm Hansen Fonden fremhæver især hendes Nordic Pioneer møbler hvor ren, spinkel minimalisme møder afrundede sokler, der næsten bringer borde og stole til nedsmeltning mod gulvet. Det er gennemført proportioneret og kælent detaljeret. En dristig taburet i møbelserien vender bogstaveligt talt hele formgivningen på hovedet, med sit pastilformede sæde omhyggeligt formet i massivt træ, men med mindelser om en overpolstret siddeoplevelse, fortæller Steffen Aarfing, bestyrelsesmedlem i Wilhelm Hansen Fonden, der står bag uddelingen af prisen.


Til venstre ses Maria Bruuns Nordic Pioneer, til højre Wednesday Architectures Botaniske Møbler.
Foto: Wilhelm Hansen Fonden 

Sofie Trier Mørk og Lise Bjerre Schmidt er tildelt prisen for et sæt skulpturelle ”botaniske møbler”, der har været udstillet på Mindcraft18 og Crafted Matter19.

– Wednesday Architecture, der består af Lise Bjerre Schmidt og Sofie Trier Mørk, hædres for deres overraskende omgang med det barokke. Dels i et unikt foldebord, der nærmest har kompleksitet of modsætning som mål i sig selv. Spinkelt, uudgrundeligt, mens det modsætningsfyldt træder sig selv over tæerne. Et sæt Botaniske Møbler, der ikke indbyder til havefest, men som eksisterer skulpturelt. Fremstillet med kærlighed til detaljer og samlinger, med sans for konstruktionens rumlighed og dets slagskygge på jorden, fortæller Steffen Aarfing.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079