Fremtidens danske design indtager Milano
Designskolen Kolding og seks førende danske virksomheder sender containere med fremtidens design til møbelmessen i Milano.

Designer Brian Frandsen og Egetæpper deltager i udstillingen "The Tube" med projektet "Face to Face", der er et imponerende tredimensionelt selvportræt af designeren. (Foto: Gert Skærlund).
Sammen med virksomhederne Ecco, Lego, Fritz Hansen, Kvadrat, Le Klint og Egetæpper præsenterer Designskolen udstillingen ”The Tube”.
Gevinst på flere fronter
Kurator og udstillingsarkitekt Karen Kjaergaard har matchet seks talentfulde designere, som enten er helt nyuddannede eller i gang med deres afgangsprojekt med en virksomhed. Designerne repræsenterer tekstil, industrielt design, grafisk design, kommunikation og mode.
- Vi er stolte over, at seks af Danmarks førende virksomheder bakker op om projektet, som – udover at skabe efterspørgsel efter dansk design – skal profilere og markedsføre skolen internationalt, siger rektor Elsebeth Gerner Nielsen.
Hun understreger, at messen i Milano ikke ’bare’ er en møbelmesse, men i lige så høj grad en interkulturel begivenhed, hvor design, kunst og arkitektur blendes i en oplevelsesrig atmosfære. På messen kommer Designskolen Kolding i selskab med nogle af verdens førende designskoler bl.a. Royal College of Art, Saint Martins College og Design Academy Eindhoven.
Design og kunst med kommerciel appel
Projektet ”Face to Face”, som skabes i samarbejde med egetæpper, bliver et imponerende tredimensionelt selvportræt af designeren Brian Frandsen. I øjeblikket arbejdes der på højtryk på fabrikken i Herning for at klargøre egetæppers bidrag til containerne. I alt kommer installationen til at bestå af 920 m2 tæppe, som skæres ud i 250 lag, som sammen kommer til at danne et tredimensionelt portræt.
- Brian tænker ’ud af boksen’, når det kommer til brugen af tæpper. Samarbejdet med kunstnere og designere udfordrer og provokerer os til at komme på nye løsninger. ”Face to Face” er interessant, og det er min overbevisning, at det vil appellere til et bredt publikum. Vi forventer, at den ukonventionelle brug af tæppet og ansigtets intense visuelle udtryk vil skabe stor opmærksomhed, siger Svend Aage Færch Nielsen, der er adm. direktør hos Egetæpper.
”The Tube” består af seks hvide, specialdesignede containere, som bliver placeret i Milanos nye, attraktive udstillingszone; ”Ventura Lambrate”. Hver container rummer et nyt produkt, en installation eller en oplevelse som – udover at være banebrydende design – også har en kunstnerisk dimension og et kommercielt potentiale.