23948sdkhjf

Montana på opkøb: Overtager møbelvirksomhed helt for egne midler

Montana Furniture køber møbelvirksomheden Engelbrechts som et led i virksomhedens forretningsstrategi om at styrke sortiment og profil på kontraktmarkedet.

Det oplyser den kendte reolproducent i en pressemeddelelse.

Engelbrechts grundlægger, Morten Engelbrecht, samt 10 medarbejdere integreres i Montanas organisation, ligesom Engelbrechts showroom i Skindergade fortsætter.

Engelbrechts 

Engelbrechts Furniture blev stiftet i 1989 og beskæftiger i dag 11 medarbejdere. 

Virksomheden har showroom i indre København og får produceret sine møbler hos underleverandører. 

Engelbrechts kom ud af regnskabsåret 2020 med en bruttofortjeneste på 10,3 mio. kr. og et underskud på - 332.832 kr. Egenkapitalen i selskabet lød ved årets udgang på 4,9 mio. 

Grundstenen i Montana Furniture har, siden Peter Lassen grundlagde møbelvirksomheden i 1982, været det fleksible opbevaringssystem Montana System. Siden opkøbet af virksomheden Djob i 2009 er produktsortimentet udvidet til også at omfatte arbejds-og mødeborde samt Panton One stolen, Verner Pantons første stoledesign fra 1955.

Nu er virksomheden, der siden 2015 har været ledet af stifterens søn Joakim Lassen, klar til at udvide med endnu flere stole. 

Montane oplyser, at virksomheden er kommet styrket igennem coronakrisen og har oplevet en vækst på ordretilgang og omsætning på mere end 25 pct. i de seneste ni måneder. Reolproducenten betegner opkøbet som velovervejet, og er i øvrigt i den gunstige situation, at købet udelukkende finansieres for egne midler.

– Ikonisk og kvalitetsbevidst design, indenfor siddemøbler, gør Engelbrechts til det rette opkøb for Montana. Vi ser især, at stoleserierne Kevi og Chairik kan gøre sig godt sammen med Montanas produkter på kontraktmarkedet, samtidig er vi overbevist om at specielt Kevi-stolen vil få succes på retailmarkedet, lyder det fra Joakim Lassen, der fortsætter:

– Jeg er superglad for, at det lykkedes at blive enige – jeg er overbevist om, at de to brands sammen kan drive det til noget stort. Jeg ser desuden frem til et frugtbart samarbejde med Morten Engelbrecht og hans medarbejdere.

Fra butik til brand

Engelbrechts startede som detailbutik, med udvalgte high-end møbler fra hele verden. Efter en succesrig start udvidede Morten Engelbrecht konceptet til at inkludere produkter udviklet specifikt for Engelbrechts, og gik herefter fra detailbutik til at være et møbelbrand med egne produktserier fra blandt andre Erik Magnussen, Jørgen Rasmussen og Anders Hermansen. 

For grundlægger af Engelsbrechts, Morten Engelbrecht, er det en nøje gennemtænkt beslutning at overdrage det livsværk, han startede i 1989, til Montana Furniture.

– Det har ikke været nogen nem beslutning at videregive det, jeg har oparbejdet gennem 32 år, men jeg synes, at de to virksomheder og produkter komplementerer hinanden godt. Derudover ser jeg frem til at samarbejde med Joakim Lassen og ikke mindst til at kunne koncentrere mig fuldt ud om produktudvikling, siger Morten Engelbrecht og fortsætter:

– I 1982 hvor jeg arbejdede i BoTikken i Hellerup, var jeg faktisk med til at sætte de allerførste Montana produkter op. Jeg kan stadig huske, hvordan Peter Lassen selv kom kørende med reolerne i sin gamle Ford Granada med anhænger.

Integrationen af Engelbrechts i Montana Furniture effektueres over de næste 12 måneder.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.079