23948sdkhjf

To gamle Jysk-drenge bag nyt sengefirma

Det er ikke meget mere end seks måneder siden, Jonas Hald og Mads Degn grundlagde Unique Beds som et hobbyprojekt i sidstnævntes lejlighed i Aarhus. I dag har de to sat kurs mod udlandet, allerede inden deres showroom er helt på plads. 

Det skriver Nordjyske.

Jonas Hald og Mads Degn mødte hinanden i elevtiden hos Jysk, hvor kærligheden til senge spirede. Da Jonas Hald begyndte at lægge løse planer om en ny sengevirksomhed, var Mads Degn det oplagte valg som medsammensvoren, og de to fik hurtigt tegnet skitsen til et koncept.

Det handler om senge, der helt igennem er dansk produceret. Sengetøj, der er økologisk og bæredygtigt. Og også om design af danske formgivere, som mange har svært ved at modstå. Prismæssigt var ambitionen at ramme et hul i markedet mellem Jysk og de dyre sengespecialister, og at dømme efter de første måneders travlhed, har der været et hul at fylde.  

– Det går hurtigere, end vi havde forestillet os. Vi satsede på at nå en omsætning på en million kroner det første år. Men vi nåede det på vores første tre måneder, fortæller Mads Degn til avisen.

Allerede i denne uge har de møde med Erhverv Væksthimmerland om at udbrede markedet til Norge. Sverige er ikke langt væk, og de første skitser til, hvordan virksomheden skal begå sig blandt tyske netbrugere, er allerede lavet. Der er således ingen tvivl om, at ambitionerne for det unge iværksætterpar rækker langt, men planen er ikke at opbygge en forretning, der kan matche deres tidligere arbejdsgivers.

– Vi vil have en god arbejdsplads, og vi vil have det sjovt. Det har været rigtigt lærerigt for os at være hos Jysk, men vi ender aldrig med så mange ansatte. Så er firmaet solgt længe forinden, fastslår Mads Degn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11