23948sdkhjf

Stolt tømrer: Renoverer rejsekongens gamle sauna-hytte

Mange vil kende rejsekongen Simon Spies (1921-1984) som en flamboyant mand med god appetit på livet og med et mere end godt øje til kvinder. Han gik angiveligt aldrig af vejen for en god fest og festede gerne med letpåklædte kvinder og optrådte også ofte selv uden tøj ved festlige lejligheder. Kun i klædt stok.

Historierne om Spies er mange – og de bliver alle bedre med årene. Sådan er det måske også med historien om den sauna., som Simon Spies lod opføre på en campingplads i Borup på Midtsjælland. Den gang, som nu, var det imidlertid ikke nogen helt almindelig campingplads. Den gang var det en naturist/nudist campingplads. I dag er pladsen blandt andet kendt som Corona Camping fra TV2-serien Trailerpark Danmark.

- Historien går på, at Spies med en helikopter i midten af 1960’erne fik fløjet den finske sauna-hytte til naturist-campingpladsen. Og han kom ofte på pladsen og brugte saunaen, fortæller ejeren af Corona Camping, Michael Palskov Farnø.

Kendis-tømrer tager affære

Sauna-hytten har ikke været i brug i mange år og er slemt medtaget. Og nu skal bjælkehytten, hvor Spies har siddet på bænken med bare baller og svedt, renoveres efter alle kunstens regler.

Og det er naturligvis heller ikke hvilken som helst tømrer, der skal stå for arbejdet. Eventyreren og influenceren Casper Kjerumgaard har sagt ja til at bruge en lørdag på at bringe sauna-hytten i stand.

Og det er – selvfølgelig – heller ikke nogen helt almindelig lørdag. Det er lørdag den 1. maj.

- Det er jo arbejdernes internationale kampdag. Og på den dag vil jeg gerne arbejde helt gratis for Corona Camping og hylde deres indsats, siger Casper Kjerumgaard, som tilmed har ringet til 13 håndværkerkollegaer, som også stiller en dags arbejde gratis til rådighed den 1. maj

- Vi starter kl. 04:00 den 1. maj. Det er jo tidligt lyst, griner Casper Kjerumgaard. Han forklarer, at han og de øvrige håndværkere river taget og gulvet af den gamle bjælkehytte og lægger nyt i stedet, ligesom der bliver banket en ny terrasse sammen foran hytten og udskiftet bjælker o.a. i væggene.

- Og helt ærligt, griner han videre; hvem vil ikke gerne have renoveringen af Simon Spies’s gamle svedehytte på CV’et.

Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem Casper Kjerumgaard og værktøjsleverandøren Milwaukee.

-  Det er et godt projekt med menneskeligt sigte, midt i en lidt dum tid, hvor Corona-restriktioner lægger en dæmper på mange aktiviteter, siger digital marketing koordinator, Daniel Lawaetz fra Milwaukee.

Samlingspunkt for samvær

Indehaveren af Corona Camping, Michael Palskov Farnø, glæder sig til renoveringen af Spies’s gamle sauna-hytte.

Det er jo en fantastisk historie og med renoveringen kan vi gøre en hel masse mennesker på pladsen rigtig glade, siger han.

- Efter at kommunen har forbudt os at drive cafeen, som var samlingspunktet for mange af aktiviteterne med beboerne her på pladsen, så mangler vi et samlingspunkt. Det får vi nu. Det handler nemlig i høj grad om at være sammen. Ikke mindst, når livet er lidt svært, siger Michael Palskov Farnø.

I TV-serien Trailerpark Danmark følger man Michaels og hustruen Susannes kamp for blandt andet at give boligløse borgere et pusterum og tag over hovedet på Corona Camping.

Både Michael og Susanne har fuldtidsjob ved siden af. Mens Susanne arbejder med autister i Vordingborg, arbejder Michael lige nu på et baneprojekt for M.J. Eriksson.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08