23948sdkhjf

Første overskud i årevis: Byggecenterkæde tager hop til 150 millioner

Det har set sort ud for Silvan, siden byggecenterkæden i 2017 blev solgt til tyske Aurelius. De efterfølgende år bød på to- og trecifrede milliontab, og gennem tre år løb det samlede underskud før skat op i næsten 190 mio. kr. Men nu er vinden vendt.

Det viser kædens nyligt offentliggjorte regnskab, hvor der trods tilbagegang på toplinjen er markant fremgang på alle andre nøgletal. Således lyder resultatet før skat på 39,8 mio. kr. sammenlignet med 2019’s rekordstore minus på 110,5 mio. Sidste års store tab skal dog ses i lyset af en markant omstrukturering, og adm. direktør Jan Becker udtalte i den forbindelse, at byggecenterkæden nu var blevet et stabilt foretagende.

– Vi er færdige med den største del af vores turnaround, og vi er kommet igennem den sværeste periode, som jeg tror sluttede sidste sommer, lød det i august 2020 fra topchefen, og også i den nye årsrapport fremhæves 2019 som et nøgleår.

– I løbet af 2019 fokuserede Silvan på gennemgang, omstrukturering og forbedring af Silvans drift. En ny ledelse overtog og koncentrerede sig om at forbedre omkostningsbasen, reducere lagerbeholdningen og udvikle og implementere en ny kundeorienteret strategi, skriver ledelsen i sin beretning.

Skal først og fremmest tjene penge

Ser man på driftsresultatet målt på EBITDA er fremgangen også markant. Her er 2019’s minus på 67,2 mio. kr. blevet til et plus på 83,3 mio., hvilket Silvans ledelse forklarer dels med en øget bruttofortjeneste, dels med en lang række besparelser på blandt andet logistik, personale og bygninger.

Besparelserne dækker også over tre lukkede butikker, hvilket bidrager til billedet af, at man hos Silvan nu har sat profitabilitet over vækst – noget topchefen selv satte ord på i efteråret. 

– Det er sikkert rart at være størst og have den største markedsandel, men vi har et andet fokus. Vi skal først og fremmest være sikre på, at vi tjener penge, sagde Jan Becker i efteråret til Finans.

Af årsrapporten kan man dog også læse, at ambitionerne om vækst stadig lever hos byggecenterkæden, der planlægger at åbne to-tre nye butikker i indeværende år. Blandt andet er kæden i gang med udrulningen af en ny, mindre butikstype, der med placering centralt i store danske byer skal gafle de urbane gør-det-selv-kunder, og skønt året startede med endnu en runde tvangslukkede butikker, forventer Silvan, at der også i næste regnskab vil være sorte tal på bunden.

– Prognosen viser en positiv nettoindkomst lidt under de opnåede resultater i 2020, hvilket skyldes positive forventninger til resten af året, som næsten skal opveje den lave udvikling i januar og februar 2021, lyder det i årsrapporten.

Silvan A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 1.392,8 1.487,2
Resultat af primær drift (EBITDA) 83,3 - 67,2
Resultat før skat 39,8 - 110,5
Årets resultat 31,0 - 86,9
Balancesum 556,2 581,9
Egenkapital 23,1 - 7,9
Gns. antal ansatte 639 795
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095