23948sdkhjf

Jubel over genåbning - men: Om vi nogensinde får indhentet det tabte, ved jeg ikke

Der er nok sprunget en champagneprop eller to hos erhvervsdrivende, som onsdag formiddag officielt fik grønt lys til at åbne butikslokaler op igen fra på mandag - efter mere end to måneders tvangslukning for at holde smittespredningen af corona nede. 

Men det har også været nogle hårde måneder for møbelbutikkerne, der om nogen er afhængige af at få kunder ind.

- Selve salget (under nedlukningen, red.) har været meget begrænset. Belysning og småting kan man godt ringe eller skrive og bestille. Men de større ting kræver en dialog med kunderne om, hvordan møblerne skal være. Mange vil også gerne prøve at sidde i sofaen, inden de køber den, siger Svend Pedersen til Wood Supply.

Han er indehaver af Bo Design og kan dårligt vente til mandag med at tage imod kunder i butikken i Billund.

- Vi har været klar længe, så de kan bare komme an. Der er både mundbind og håndsprit. Mange kunder giver udtryk for, at de gerne vil købe hos os igen. Der er flere gange om dagen folk, der tager i døren, selv om den er låst.

Ingen kompensation

Svend Pedersen har ikke kunnet få kompensation under nedlukningen, fordi han som ordregivende virksomhed har haft et efterslæb af møbler, der først har været klar og er blevet betalt under nedlukningen.

Men indgangen af nye ordrer har mildest talt været begrænset, og det vil kunne mærkes henover foråret.

- Om vi nogensinde får det indhentet det tabte, ved jeg ikke. Det kommer også an på, om folk har brugt penge på andre ting de seneste måneder, siger Bo Designs ejer.

Presset på likviditeten kan mærkes alle vegne. I en anden møbelbutik, Frost Boligcenter i Sdr. Omme, har medejer Ole Johansen set frem genåbningen.

- Her har været stille. Vores omsætning er under ti procent af, hvad den plejer at være, så nu er kassen ved at være tom. Så vi håber dælme, at vi får lov at åbne på mandag, udtalte han tirsdag til JydskeVestkysten.

Uvis fremtid

Et muligt lys i mørket er, at det er begrænset, hvad forbrugerne ellers har kunnet bruge penge på, når det meste har været lukket ned i et helt kvartal. Desuden er der udsigt til, at tusindvis af danskere vælger at få udbetalt deres indefrosne feriepenge i foråret.

- Vi er så heldige, at mange har købt nye huse og brugt tiden på at renovere dem. Måske de også gerne vil have nye møbler. Det kan være vores held resten af året, siger Bo Designs ejer og maner alligevel til forsigtighed:

- Der kommer sikkert en periode bagefter, når der åbnes for restauranter, kulturliv og udlandsrejser, der kan ramme os negativt.

Detailomsætningsindekset for møbelforretninger i hele landet lå i december måned på 115. Det er noget lavere end gennemsnittet for hele året, som lå på næsten 125.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094