23948sdkhjf

Vinduesproducent investerer tocifret millionbeløb i skyggen af corona

Da vinduesproducenten Dana Vinduer sidste år flyttede i nye produktionshaller i Lind syd for Herning, investerede man samtidig et tocifret millionbeløb i et nyt fuldautomatisk produktionsanlæg, som virksomheden Nicholaisen stod for at levere. Investeringen blev foretaget for at ruste produktionen til de nye energikrav til vinduer og døre, der netop er trådt i kraft, og samtidig skulle det højteknologiske anlæg bidrage til at optimere processer og fremtidssikre produktionen. 

Og allerede nu kan vinduesproducenten se de langsigtede effekter af investeringen, der erstattede hele seks udtjente specialmaskiner. Det skriver Nicolaisen i en pressemeddelelse. 

Som følge af investeringen har virksomheden opnået en væsentlig højere effektivitet, mens en hurtigere gennemløbstid har forkortet leveringstiden af døre og vinduer med intet mindre end en uge. 

– Når seks enkeltstående maskiner bliver erstattet med ét fuldautomatisk anlæg, skaber det selvsagt en bedre gennemløbstid, da vi undgår tidskrævende skift mellem maskiner, der førhen udgjorde en flaskehals og nedbragte effektiviteten, fortæller Dana Vinduers direktør, Kristian Orluff, i pressemeddelelsen. 

– Derfor har vi nu ikke alene fremtidssikret vores produktion ved at kunne leve op til de skærpede energikrav, men også reduceret leveringstiden til vores kunder markant, uddyber han. 

Højt til loftet giver nye muligheder

Vinduesdirektøren forventer desuden, at virksomheden med det nye anlæg fremadrettet kan imødekomme efterspørgslen på store glaspartier, som i øjeblikket efterspørges i vinduesbranchen, i endnu højere grad. 

– Med det nye anlæg fra Nicholaisen kan vi samtidig automatisere bearbejdningen af større vinduespartier. Før vi flyttede, fandt produktionen sted i bygninger med buehaller, hvor loftshøjden var relativt lav. Her kunne vi maksimalt håndtere profiler af tre meters længde – ellers skulle det ske manuelt. Men nu muliggør anlægget og de nye produktionsfaciliteter, at vi kan bearbejde helt op til 5,5 meter lange profiler uden at benytte manuelt arbejde, siger Kristian Orluff. 

Producenten meldte force majeure

Sammen med en italiensk producent har det taget leverandøren Nicholaisen knap ét år at fremstille det nye fuldautomatiske anlæg. Men da anlægget blev leveret i marts som planlagt, måtte man sande, at coronapandemien ville sætte en kæp i hjulet for planerne. På grund af rejserestriktionerne kunne den udenlandske producents medarbejdere ikke komme til Danmark for at sætte anlægget op, så Nicholaisens folk måtte træde til: 

- Da producenten meldte force majeure ud, besluttede vi os for at springe til og løfte opgaven sammen med Dana Vinduer. Derfor stillede vi vores egne teknikere til rådighed, så anlægget kunne blive stillet op, fortæller direktør i Nicholaisen, Thomas Biehl. 

Hen over seks uger opstillede og implementerede serviceteknikere således anlægget med anvisninger fra producenten, så Dana Vinduer herefter kunne flytte produktionen over på det nye anlæg. 

Hos Dana Vinduer har man trods en længere omstillingsperiode præsteret en omsætningsforøgelse på knap fem procent sammenlignet med året før.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094