23948sdkhjf

Inventarproducent sætter nyt hold efter glidende generationsskifte

De seneste år har Kolon Total Inventar i Lejre været gennem et glidende generationsskifte. Det blev der i sidste uge sat et punktum for, da Anders Mads Bonde Jensen overtog direktørstolen efter Frits Jensen, der har svinget taktstokken hos inventarproducenten og i moderselskabet FJ Trading i ikke mindre end 49 år.

Anders Mads Bonde Jensen kommer fra en post som salgsdirektør, og rokaden medfører også, at tidligere salgschef Poul Krarup indtager rollen som COO.

– Men ellers kommer der ikke til at ske de store ændringer, lyder det fra Anders Mads Bonde Jensen, der understreger, at det har været en glidende overgang.

Frits Jensen kommer også fortsat til at have sin daglige gang i virksomheden, hvor han i rollen som operationel bestyrelsesformand bliver bindeled mellem bestyrelse og direktion.

Med den nye holdopstilling tager inventarvirksomheden hul på et 2021, hvor håbet er, at det seneste halve års vækstridt fortsætter.

Mere plads på vej

Kolon Total Inventar får snart mere plads at brede sig på. I løbet af foråret ser virksomheden frem til åbning af ny tilbygning på 1.500 kvm, der giver Kolon Total Inventar et kontor og produktionsareal på 5.000 kvm i midtsjællandske Lejre. 

– Vi godt i gang med at optimere produktionen, så i takt med den nye hal står klar vil vores produktions flow også blive forbedret væsentligt, vurderer virksomheden. 

– Lige da alting lukkede ned på grund af corona, kunne vi mærke, at særligt nogle plejehjemsordrer blev udskudt, men siden vi den 1. juli tog hul på et nyt regnskabsår, har vi haft en vild vækst, fortæller Anders Mads Bonde Jensen.

Der er således blevet kørt med aftenhold i store perioder, ligesom Kolon har måttet mande op, så staben i dag tæller omkring 45 medarbejdere.

Kigger ind i nye markeder

Selvom Anders Mads Bonde Jensen med sin indtagelse af direktørstolen ikke varsler de store ændringer, kommer der dog til at ske lidt nyt.

– Jeg kigger måske lidt mere ind i andre markeder for at se, hvor vi kan bevæge os hen, fortæller han og peger på, at virksomheden traditionelt har fokuseret meget på skole- og institutionsinventar.

– Men vi laver også meget specialinventar, og her er vi også stærke men kan blive endnu bedre, lyder det.

Ifølge den nye direktør er det nemlig i høj grad den vej, markedet rykker.

– Det bliver mere og mere foreskrevet i de forskellige projekter, så det er vigtigt at have fokus på den del også, forklarer Anders Mads Bonde Jensen, der dog ikke har noget måltal for, hvor stor en del af Kolons forretning det ben på længere sigt skal udgøre.

– Vi har mange spændende ting på tegnebrættet, så der er nok at løbe efter, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125