23948sdkhjf

Automatisering af vinduesproduktion giver større kapacitet

Vinduesfabrik fordobler kapaciteten ved at automatisere produktionen med en CNC-styret vindueslinie og har samtidigt kunnet flytte medarbejdere til andre opgaver i virksomheden.
”Jo færre hænder, vi skal bruge i vores produktion, jo bedre”, er udmeldingen fra Palle Duelund, indehaver af Total Døre & Vinduer i Munkebo på Fyn.

En del af vinduesfabrikkens strategi om automatisering er en fuldautomatisk vindueslinievinkelanlæg, Windor 60 fra SCM, til bearbejdning af dør- og vindueskomponenter, leveret af LINDLARSEN.

Kapacitetsproblemer var, oven i ønsket om en automatiseret produktion, grunden til, at Total Døre & Vinduer valgte at investere i vindueslinien fra SCM.

- Windor-anlægget har givet os den dobbelte kapacitet i forhold til tidligere, fortæller Palle Duelund.

Samtidig har fabrikken opnået en større grad af automatisering. Hvor Total Døre & Vinduer tidligere havde brug for 4-5 mand til at fremstille sine dør- og vindueskomponenter ved enkeltstående standardmaskiner, kan man i dag nøjes med blot én mand til at betjene heleanlægget.

I dag er der hos Total Døre & Vinduer meget stor tilfredshed med anlægget. Allerede nu er kapaciteten faktisk helt udnyttet.

Løsningen består af en Superset XL kehlemaskine samt vinkelanlægget, der kan tappe og fræse vindueskomponenterne. Emnerne lægges i kehleren og overføres automatisk til tappedelen, som først bearbejder og nummererer den ene ende af emnet og derefter selv vender emnet, så den anden ende kan bearbejdes.

Herefter føres emnerne videre til profilering og ud på et transportbånd. En enkelt operatør klarer såvel ilægning af emnerne i kehleren, som afstabling af emner til videre bearbejdning.

Produktionen er blevet nemmere
Løsningen med Windor-anlægget har også gjort det nemmere for Total Døre & Vinduer at bearbejde de mange forskellige emnetyper, virksomheden har.

Hele anlægget styres fra en styrepult lige ved kehlemaskinen, og fra den er der adgang til alle anlæggets funktioner, ligesom alle profiler, der er lagret i styringen kan kaldes frem med ganske få tastetryk eller direkte fra VIP 2000.
- I indkøringsfasen krævede det en del planlægning af os, som vi ikke tidligere havde været vant til på samme måde med de manuelle maskiner. Alle profiler skulle lægges ind i styringen og vores produktionsgange tages op til revision. Det var uvant for os, men i dag kan vi se, at det virker rigtig godt, og produktionen er blevet hurtigere og nemmere med det nye anlæg, bl.a. kan vi bruge vores produktionsdata direkte fra styringsprogrammet VIP2000 gennem hele produktionen - også i Windor-anlægget, siger Palle Duelund.

Netop fleksibilitet er meget væsentligt, fordi Total Døre & Vinduer producerer så godt som alle typer vinduer og døre i kernefyr, mahogni og træ/alu både i moderne stil til nybyggede huse og den mere klassiske stil til renoveringsopgaver på det danske marked.

Det giver en meget stor variation i de emner, der skal produceres, og her er Windor 60-anlægget med til at holde fleksibiliteten i produktionen, fordi alle emner blot kan lægges ind i styringen og kaldes frem, når der er brug for det.

- Der er ingen tvivl om, at automatisering af produktionen er den vej, vi skal fremover, mener Palle Duelund, som bevidst arbejder efter at have så få mennesker som muligt i produktionen og i stedet lade maskinerne overtage alt det arbejde, de kan udføre.

En vinduesfabrik i vækst
Det går rigtig stærkt på Total Døre & Vinduer netop nu. Firmaets udvikling har siden starten i 1985 udelukkende været positiv, og nu er de ti år gamle produktionslokaler blevet for må, så man er i gang med at bygge til og udvide produktionen, så også kapaciteten forøges i takt med, at produktionen automatiseres.

Kilde: LindLarsen. http://www.lindlarsen.com

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14