23948sdkhjf

DLH i kraftig ekspansion mod øst

En af verdens største trægrossister, danske Dalhoff Larsen & Horneman A/S, har købt svenskbaserede Bohmans, der forhandler finer og hårdttræ. Dermed opnår DLH en enestående salgsposition i syv nye lande, herunder Rusland, Sverige og Finland.
Syv med ét slag! Med overtagelsen af den svenskbaserede trægrossist og finerproducent Bohmans har DLH på én gang sikret sig et unikt fodfæste i syv nye lande, primært mod øst.

Den næsten 100-årige danske koncern har med overtagelsen fået salgskontorer på 12 lokationer i Rusland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Ukraine, Tjekkiet, Tyskland samt Sverige og Finland. En udvikling, der er helt i tråd med DLH’s vækststrategi om blandt andet at fokusere på de såkaldte ”emerging markets” – en kategori, der blandt andet tæller Rusland og Østeuropa i øvrigt.

- Efterspørgslen efter hårdttræ og finer i Rusland og Østeuropa stiger hurtigt. Den efterspørgsel er vi nu langt bedre gearet til at efterkomme – takket være den meget fintmaskede østeuropæiske salgsorganisation, DLH-koncernen nu kommer til at råde over, siger administrerende direktør i DLH Jørgen Møller-Rasmussen, der er overbevist om, at opkøbet vil styrke DLH’s markedsposition mod øst betydeligt.

Væsentlige synergieffekter

DLH har de senere år opbygget et betydeligt salg af tropisk hårdttræ og hårdttræs-produkter til primært Polen, Tjekkiet, Slovakiet – og senest Ungarn. Den erfaring skal nu overføres til Bohmans’ østeuropæiske aktiviteter – ligesom Bohmans’ viden om finerhandel og om markederne generelt skal føres over i DLH. Endelig vil den samlede koncern i kraft af udvidelsen opnå en række indkøbsfordele.

Også i Norden vil opkøbet stille DLH stærkere. Det sker hovedsageligt i kraft af Bohmans’ salgsselskaber og lagre i Sverige og Finland.

- DLH har frem til i dag varetaget salget til det meste af Norden fra Danmark. Med opkøbet bliver det muligt at udvikle den handel,” siger Jørgen Møller-Rasmussen.

Prisen for Bohmans er ikke offentlig, og DLH forventer ikke, at købet vil påvirke resultatet for 2005.

Kilde: Pressemeddelelse fra DLH. http://www.dlh-group.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063