23948sdkhjf

Feriemilliarder strømmer ud i detailhandlen: En vanvittig optur

Detailhandlen blev den helt store vinder af kampen om danskernes feriepenge. Især elektronik, tøj og sko, personlig pleje og ting til hjemmet fik et massivt løft i oktober.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Detailomsætningen var 8,2 pct. højere i oktober end i september, når man korrigerer for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage. Det er den næststørste stigning, der nogensinde er målt – kun overgået af maj i år.

- Kasseapparaterne var brandvarme i oktober, efter at en stor del af danskerne har fået udbetalt deres indefrosne feriepengene. Det er en vanvittig optur, som vi er vidne til, skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, i en kommentar.

Det store spring opad sker tilmed, efter at detailsalget i månedsvis har ligget meget højt.

- Vi var i forvejen overbeviste om, at detailhandlen ville lukrere på danskernes feriepenge, og det sætter dagens tal en tyk streg under, siger Jeppe Juul Borre.

Har hævet forbruget midlertidigt

Det var i slutningen af september, at lønmodtagerne fik mulighed for at få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge. Det har indtil videre sendt 50 mia. kr. i danskernes lommer.

Og forbrugseffekten er tydelig.

Salget af tøj og sko gik frem med 13,5 pct. fra september til oktober, mens omsætningen af andre forbrugsvarer steg med 11,6 pct. Salget af fødevarer og andre dagligvarer steg med 3,4 pct.

Tendensen til øget forbrug efter udbetalingen af de indefrosne feriepenge ses også i ugentlige stregkodedata fra udvalgte supermarkedskæder, der bl.a. anvendes i produktionen af forbrugerprisindeksene.

Disse tal viser stigende omsætning i uge 41, 42 og 43, som var umiddelbart efter at udbetalingen af feriepengene åbnede.

- Herefter faldt omsætningen i uge 44 til omkring samme niveau, som før feriepengene blev udbetalt. Det tyder således på, at feriepengene hævede forbruget midlertidigt, hvorefter forbruget vendte tilbage til det tidligere niveau, skriver Danmarks Statistik.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.515