23948sdkhjf

Designvirksomhed flytter sammen med mode-startup

Aalborgensiske Skagerak kunne tidligere på efteråret melde om flytteplaner for hovedkontoret, og nu sker der også noget i virksomhedens københavnske flagskibsbutik.

Skagerak Store på Indiakaj bliver nemlig omdannet til showroom, og her rykker en samarbejdspartner fra modebranchen ind.

–  Vi er glade for, at start-up-virksomheden Proem Parades flytter ind på Indiakaj sammen med os her i oktober. Proem Parades er normbrydere i tøjbranchen, hvor de skaber bæredygtige kollektioner af blandt andet elegante resttekstiler fra internationale modehuse, skriver designvirksomheden i en pressemeddelelse.

Skagerak og Proem Parades har arbejdet sammen ad flere omgange, senest i sommer, hvor Proem var en del af Skageraks pop-up-shop sammen med Rudolph Care i Gudhjem. Og ifølge Skagerak er der masser af oplagte sammenfald at forfølge i fremtiden, fordi de to virksomheder beror på samme værdier.

–  Vi støtter vækstlaget og gør noget, vi tror på - som etableret virksomhed tilbyder vi lokaler til en startup, som vi deler værdier med. Fordi vi tror på synergien mellem forskellige brancher og fagligheder. I Aalborg skal vi fra januar bo i hus med Utzon Center og også her indgå i et fagligt kollektiv med andre kompetencer. Det bliver på alle måder et spændende og mere fællesskabsorienterende 2021 for Skagerak, siger ejer og adm. direktør Jesper Panduro.

Huset på Indiakaj er fremover åbent for kunder, presse og møder - og om torsdagen er der åbent hele dagen for private kunder. De er også velkomne på Indiakaj andre dage, blot de bestiller tid.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11