23948sdkhjf

DDC-direktør vil redesigne dansk design

Dansk Design Centers nye direktør Nille Juul Sørensen vil sætte en ny dagsorden for Dansk Design Center i almindelighed og dansk design i særdeleshed.
Da Nille Juul Sørensen i november satte sig i direktørstolen hos Dansk Design Center, var det med ét punkt på dagsordenen: At sparke gang i dansk innovation ved hjælp af design – designerne skal nemlig sætte skub i danske innovation, skriver dagbladet Børsen.

Samfundssystemer frem for kaffekopper
Nille Juul Sørensen efterlyser et mere moderne syn på design, hvor designerne bruges i andre sammenhænge, som fx i forbindelse med redesign af samfundssystemerne:

- I Danmark kunne vi jo sætte os for at designe alle de nye apparater i et samspil mellem ingeniører, designere og producenter, så det passer i systemer og ser flot ud. Det er en gylden mulighed for Danmark, fordi vi har evnen til at tænke tingene igennem, siger Nille Juul Sørensen.

Det betyder samtidig også et farvel til kaffekopper, galanterivarer og fyrfadslys. Dem er der nok af, lyder det fra direktøren.

Efterlyser dynamik
I de senere år har Nille Juul Sørensen i forbindelse med sit arbejde betragtet en sløv dansk erhvervsudvikling, og han er efterhånden godt træt af tom snak om vækst og innovation. Der skal handling til, og Nille Juul Sørensen understreger, at den nye position skal bruges til at råbe lidt mere op.

- Vi siger, at vi gør en masse ting i forhold til innovation, men jeg kan bare ikke se, at der sker noget. Jeg synes, der mangler en dynamik, og det håber jeg på, at jeg kan være med til at skabe, siger direktøren.

I den forbindelse ser han Dansk Design Center i en helt anden rolle, end centeret hidtil har haft.

Fra passiv til offensiv
Hvis den nye tilgang til design skal vinde indpas kræver det en langt mere offensiv linje fra DDC, end man hidtil har lagt for dagen.

- Vi skal være meget mere toneangivende i debatten. Jeg tror ikke, der er et eneste debatindlæg fra det her hus i de sidste mange år, siger Nille Juul Sørensen, der går en udfordrende fremtid i møde, hvor det politiske system, som han i årevis har kritiseret, nu er blevet hans hjemmebane.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078