23948sdkhjf

Idealcombi savner fordums forudsigelighed

- Kigger vi tilbage til før Covid-19, så savner også vi fortiden.

Sådan lyder det fra Claus Winther, salgs- og marketingdirektør i Idealcombi, når der skal sættes ord på det seneste par år.

For den nordjyske vinduesproducent bød regnskabsåret 2018/19 på tilbagegang, og det er først og fremmest usikkerhed, der har præget billedet, siden briterne i 2016 besluttede at træde ud af EU.

- Først kom hele Brexit-situationen og frustrationen omkring det, og dernæst en Covid-bølge, hvor vi i marts ikke anede, hvad vi stod overfor, uddyber direktøren, der betegner det som et par atypiske år, man har været igennem.

Blikket mod Danmark
De senere år har det danske vinduesmarked været præget af faldende indtjening og øget konkurrence.

En del af årsagen skal findes i briternes brud med EU, der har fået eksportørerne til at vende blikket mod de hjemlige græsgange. Noget der også har gjort sig gældende for Idealcombi.

- I forbindelse med Brexit valgte vi at kigge på Danmark, og sige Hvad kan vi gøre her? fortæller Claus Winther og fortsætter:

- Så markedet har sådan set været der, men fordi vi alle løb efter de samme opgaver, blev både priserne og konkurrencen jo voldsomt udfordret.

Hos Idealcombi valgte man sidste år at forberede sig på et potentielt hårdt Brexit med oprettelsen af et engelsk selskab, og således var der for en tid en vis ro på bagsmækken. Lige indtil coronaen ramte i marts.

- På det tidspunkt anede ingen, hvad det var, vi stod overfor, og så skulle vi igen til at handle på nogle helt uvante ting, fortæller vinduesdirektøren.

Corona ramte forskudt
Hvor det danske marked ifølge Claus Winther relativt hurtigt kom tilbage i gear, så det anderledes ud for eksportlandene.

- Eksporten blev ramt med forsinkelse i forhold til Danmark, så efter at have lavet tilpasninger herhjemme, oplevede vi at England, Irland og Island pludselig stod fuldstændig stille, fortæller Claus Winther.

Hans udlægning bakkes op af tal fra brancheforeningen Vinduesindustrien, der viser, at industriens eksport i årets andet kvartal faldt med svimlende 48,7 pct.

- Men de har efterhånden fået samlet godt op på det derovre, og vi fornemmer, at der også er kommet en vilje til, at nu skal der ske noget, siger Claus Winther, som oplever, at der igen er opgaver at komme efter på de britiske øer.

- Det går måske endda lidt bedre end forventet, men det er absolut ikke prangende, og det er tydeligt, at vi skal slås for det, siger han.Og Claus Winther og Idealcombi er indstillet på, at det, ude såvel som hjemme, nok bliver nødvendigt at arbejde hårdt for opgaverne lidt endnu.

- Jeg vil sige, vi er afventende; Jeg tror, vinduesmarkedet herhjemme vil fortsætte uændret i hvert fald et års tid, men vi risikerer også, at vi kan blive overhalet af økonomien, hvis der kommer en anden bølge af corona; jeg tror ikke, at den høje aktivitet på det danske byggemarked i så fald kommer til at fortsætte, og vi hører allerede nu fra entreprenørerne, at de, selvom de har ordrebeholdningen, har svært ved at få projekter sat i gang, forklarer marketingdirektøren.

Blikket er også stadig stift rettet mod det engelske, hvor en handelsaftale med EU-landene senest skal være forhandlet på plads inden nytår.

- Usikkerheden er stadig ikke ovre, men med vores nye konsolidering er vi i hvert fald gearet til at kunne håndtere de nye regler, selvom vi ikke forventer, at alt nødvendigvis bliver nemt af den årsag, lyder det fra Claus Winther, der understreger, at Idealcombi også har høstet en masse læring på de seneste års uforudsigelighed.

- Vi er på en spændende rejse, som er os lærerig, men vi glæder os virkelig til at være komme ud på den anden side, slår han fast.

Læs mere fra brancheanalysen:
Landets største vinduesproducenter har bremset blødningen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141