23948sdkhjf

Hun får Farveprisen for farvesætning på skole

Det bliver billedkunstneren Malene Bach, der modtager Farveprisen 2020 for farvesætningen af Lundehusskolen i Emdrup ved København. Farvesætningen er udført i forbindelse med en større helhedsrenovering af skolen.

Gennem renoveringen af skolen, der er tegnet af arkitekt Poul Holsøe opført i 1940, er der hele vejen igennem arbejdet på at bibeholde og forstærke de arkitektoniske og materialemæssige kvaliteter, som skolen blev opført med for 80 år siden. Og Malene Bachs farvesætning tager også udgangspunkt i den tids farvepalet.

Malene Bach siger selv om farvesætningen:

- Det er farvepaletten fra 1940’erne, som er min inspiration og udgangspunktet for farvesætningen. Men der er ikke tale om en historisk korrekt gengivelse i den forstand. Min sammensætning af farver er en genfortolkning og meget mere omfattende end hvad du ville have set den gang, hvor man typisk ville have valgt en enkelt eller to nuancer i et rum.

OM FARVEPRISEN

Farveprisen er indstiftet af Danske Malermestre og Kirsten og Freddy Johansens Fond, og Malene Bach modtager 150.000 kr. for farvesætningen af Lundehusskolen. Den storstilede renovering af Lundehusskolen er udført af Enemærke & Petersen, Kant arkitekter, Nøhr & Sigsgaard, Dominia, Norconsult samt GHB Landskab. Bygherre er Københavns Kommune.

Med Farveprisen 2020 kommer farvesætningen af Lundehusskolen i selskab med tidligere års vindere: Køge Rådhus, Roskilde Museum, Ny Carlsberg Glyptotek i København, Søndre Ridebane og Folketingets Servicecenter også i København, Møntmestergården i Odense og murmaleriet ”Det Røde Bånd” i Aalborg.

- Så jeg bygger i virkeligheden videre på datidens farver og forbinder dem i flader og på bygningselementer på mere nutidig vis. Du kan sige, at farvesætningen understreger arkitekturen og forløbet gennem bygningen.

Et veldefineret farveprojekt

Formand for Farvepriskomiteen, Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, er glad for at kunne give prisen til Malene Bach for arbejdet på Lundehusskolen:

- Det er et veldefineret farveprojekt, der er meget professionelt udført. Med Malene Bachs farvesætning får brugere, elever og lærere, en farverig hverdag afstemt efter skolens arkitektur.

- Gennem sit arbejde og sit bevidste valg af farver formår Malene Bach at skabe et miljø, det er svært ikke at blive i godt humør af at være i. Et meget engageret arbejde og dermed også et godt forbillede for Københavns mange andre skoleistandsættelser. Jeg er meget glad for på komiteens vegne at kunne give prisen til Malene Bach, siger Per Vangekjær.

Prisen overrækkes officielt af formand for Danske Malermestre og Farvepriskomiteen, malermester Per Vangekjær på Lundehusskolen. På grund af coronasituationen planlægger Danske Malermestre at videostreame overrækkelsen, der finder sted onsdag 21. oktober klokken 14.00.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.496