23948sdkhjf

Direktørskifte hos Wendelbo: Muuto-mand overtager roret

Lars Wendelbo overlader pr. 1. oktober direktørposten for design- og møbelvirksomheden Wendelbo til Christian Ernemann.

 Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Skiftet er en naturlig følge af Lars Wendelbos ønske om at investere flere kræfter i virksomhedens produktudvikling og produktion, skriver virksomheden, og det falder i tråd med den udvikling, der er sket hos Wendelbo, siden Lars og Christina Wendelbo i 2019 solgte aktiemajoriteten i selskabet til kapitalfonden Maj Invest efter godt 30 års ejerskab.

Ny ejer, ny drejebog

Samtidig blev drejebogen for en fortsat karriere på de indre linjer skrevet, og som konsekvens af den nye fælles strategi overgav Christina Wendelbo for et lille år siden ansvaret for Wendelbos økonomi til en ny CFO, og sidder i dag med ansvaret for HR og administration. Nu er det så Lars Wendelbo, som med sindsro overlader ledelsesansvaret til Christian Ernemann, der kommer med stor erfaring inden for møbel- og interiørbranchen – senest som salgsdirektør for Muuto gennem 8 år.

- Christian Ernemann har en stærk salgs- og markedsmæssig baggrund. Samtidig har han en personlighed, som ifølge matcher virksomhedskulturen hos Wendelbo, udtaler Lars Wendelbo, der ser frem til samarbejdet og til at fortsætte den positive udvikling af Wendelbo med en ny mand ved roret.

- Jeg har ingen planer om pensionering, men vil bruge mine kræfter på at arbejde med nogle af de områder, jeg brænder mest for: Produktudvikling, kontakten til danske og internationale designere - og ikke mindst produktionen på vores fabrik i Vietnam, udtaler Lars Wendelbo.

- Det er ikke fordi, vi skal være det nye Muuto

Inden salget til Maj Invest havde Wendelbo i tre generationer og seks årtider været en familieejet virksomhed. Efter en årrække med stigende international opmærksomhed og markante vækstrater besluttede man, at det var tid til at hente kompetencer i kapitalfondsdammen. 

- Vi kommer til at vokse yderligere, og derfor er der brug for erfarne folk som Maj Invest, der kan hjælpe os med at lægge den rette strategi, sagde Lars Wendelbo i den forbindelse til Wood Supply, og henviste ved samme lejlighed til, at kapitalfonden fem år forinden havde investeret i Muuto. 

- Det er ikke fordi, vi skal være det nye Muuto, men vi håber, at nogle af erfaringerne fra det opkøb kan bruges hos os, udtalte han da, og pegede særligt på gode muligheder inden for projekt- og kontraktmarkedet.

Wendelbo har for nyligt åbnet et stort showroom i det københavnske mødelmekka Bredgades. Designvirksomheden havde i 2019 et bruttoresultat på 19 mio. kr., mens resultatet før skat lød på 11,6 mio.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126