23948sdkhjf

Junckers-ansatte på skolebænken i Herning

Trægulvsproducenten stod med et specifikt behov for optimering og fremtidssikring. Herningsholm Erhvervsskole sprang til med en løsning.
Junckers Industrier i Køge har taget et skridt imod et endnu bedre uddannet personale ved at sende 13 medarbejdere på skolebænken for at uddanne sig til produktionsassistenter.

Behovet er først og fremmest opstået som følge af et nært forestående generationsskifte, og samtidig har ledelsen set fornuft i at opgradere medarbejdernes uddannelsesniveau.

Skræddersyet forløb
For en virksomhed med domicil i Køge virker det måske en anelse mærkværdigt at sende medarbejderne helt til Herning for at suge lærdom til sig.

Men ikke for Junckers, hvor afdelingsleder Claes Tang Andersen fandt frem til, at Herningsholm Erhvervsskole var det perfekte match til at opfylde trævarevirksomhedens behov.

- Der er naturligvis nogle grundelementer, som skal være med i uddannelsesforløbet, men i samarbejde med Herningsholm Erhvervsskole har vi selv haft mulighed for at tilføje specifikke ting, som har stor betydning for os og vores medarbejdere. Fordi vi her på Junckers arbejder med nogle specielle teknikker, havde et almindeligt uddannelsesforløb uden de specielle tilføjelser betydet, at vores medarbejdere havde manglet vigtige kompetencer, når de efterfølgende kommer ud på fabrikken, siger han om samarbejdet med Herningsholm Erhvervsskoles snedkerafdeling, som står for at uddanne de studerende fra Junckers.

Teori i Køge – praksis i Herning
Udover at have skræddersyet produktionsassistent-uddannelsen, så den passer helt præcist til Junckers-medarbejdernes behov hjemme på fabrikken, har Herningsholm Erhvervsskole også lagt sig i selen for at yde en fleksibel undervisningsform.

- Vi har tilrettelagt undervisningen således, at al teoriundervisningen foregår på selve virksomheden i Køge, mens det praktiske arbejde ved maskinerne foregår hos os på skolen i Herning, fortæller Jørn Søndergaard Sørensen fra snedkerafdelingen på Herningsholm Erhvervsskole.

Sammen med en kollega står Jørn Søndergaard Sørensen for at uddanne de studerende både i Køge og på skolen i Herning. Et arrangement, som kræver stort engagement af medarbejderne fra Junckers, forklarer Claes Tang Andersen:

- Der er selvfølgelig skoler, som ligger tættere på vores virksomhed. Og vi skulle finde ansøgere, som var villige til, og som kunne acceptere, at være væk hjemmefra. På den konto har vi skåret nogen fra. Men på den anden side så ved vi, at dem, der har meldt sig, er mere dedikerede. Og desuden får de et bedre sammenhold, når de er af sted i længere tid.

Krævende men interessant
Også på Herningsholm Erhvervsskole har ordningen krævet lidt ud over det sædvanlige. Forløbet har betydet masser af omtanke og striks planlægning, men Jørn Søndergaard Sørensen fra snedkerafdelingen ser mange fordele i at undervise på den måde:

- Vi har et ønske om at have god føling med, hvad det sker ude i virksomhederne – det får vi på denne måde, og så synes jeg, at det er meget interessant med et samarbejde, hvor vi kan få en skræddersyet uddannelse strikket sammen, så den er tilpasset lige netop én bestemt virksomhed, siger faglæreren fra snedkerafdelingen.

Også på Junckers er uddannelsesforløbet blevet godt modtaget. Måske fordi ledelsen har involveret hele virksomheden:

- Vi har gjort det, at vi i organisationen har været ude at fortælle alle medarbejderne om projektet med at få vores ansatte igennem uddannelsen. I alle afdelingerne er der udpeget en mentor, som sørger for de studerende, når de er i praktik på virksomheden, og vi har informeret alle hold om vores forventninger til deres behandling af de studerende. Vi vil gerne, at de tager et medansvar, fortæller Claes Tang Andersen.

Han har fået positive tilbagemeldinger fra både medarbejderne ude i afdelingerne, som tager godt imod idéen og fra de studerende, som synes, at de bliver taget godt imod. Dermed håber han, at der kan blive tale om endnu et hold på skolebænken i fremtiden.

13 ansatte fra Junckers Industrier startede deres uddannelse til produktionsassistenter i september 2011 og forventes færdiguddannede i september 2013. Én er sprunget fra, så holdet nu består af 12 studerende.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078