Velfacs nye uddannelse som produktionsassistent bliver af virksomheden selv betegnet som et godt alternativ til maskinsnedkeruddannelsen. Den giver en mere smal indgangsvinkel, og kan endda fungere som merit, hvis de kommende produktionsassistenter en dag skulle få lyst til hele den brede uddannelse som maskinsnedker.
- Vi kan nu give vores medarbejdere en kortere uddannelse, som kombinerer teori og praksis, og som gør dem i stand til at blive sat ind, hvor der opstår flaskehalse rundt i produktionen, siger fabrikschef Kristian Jakobsen til Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) i Danmark.
Som produktionsassistent kan man vælge mellem tre retninger inden for træ- og møbelindustrien: døre og vinduer, massivtræsmøbler og plademøbel. Uddannelsen tager to år.