23948sdkhjf

Særudstillinger på Stockholm Furniture & Light Fair

“My Home is My Castle” og “Hello! - Anatomy of Organizations” er navnene på hhv. en trendudstilling og en kombineret udstilling/talkshow, der sigter mod at give de besøgende en ekstra dimension.
Under overskriften ”My Home is My Castle” arrangerer designer Jan Rundgren på andet år en trendudstilling i hal C.

- Hovedtrenden inden for dagens boligindretning er uden tvivl det personlige udtryk, hvor ens egen kreativitet får plads. I ”My Home is My Castle” har jeg valgt at fokusere på hjemmet som en væsentlig del af vores liv – ikke kun som et vigtigt sted for social hygge og tryg retræte, men også i stadig større udstrækning som arbejdsplads, siger Jan Rundgren.

Udstillingens krumtap er køkkenet – hjertet i det moderne hjem. Stilen er aktuel fransk bistrofølelse med en karakteristisk blanding af retrolandstil og industridesign. Rundt om køkkenet finder man fire højaktuelle trendtemaer for hjemmets forskellige typer af værelser:

Green Room er et moderne blomsterrum med alt, hvad der minder om naturen.

Graphic Silhouett leger med sort-hvide linjespil og opdateret 50’er- og 60’er-feeling.

Colour of Love er en fortsættelse af den romantiske strømning, hvor det slidte, hvide har givet efter for en mere bohemeagtig stil med mange farver, mønstre og legesyge.

Creative Flow sætter arbejdsrummet i fokus – værelset, hvor hjem, arbejdsplads og atelier flyder sammen.

Gennem hele udstillingen løber desuden en lang catwalk, som viser det seneste inden for hjembelysning.

Hello! - Anatomy of Organizations
På messen arrangeres desuden for andet år den kombinerede udstilling og talkshow Hello! Projektet er initieret af messen for at vække diskussion og inspiration i relation til den moderne arbejdsplads:

- Første år var der fokus på møder og mødesteder. I år tager vi os af organisationen - kontoret som organisme. Lidt spøgende kan man sige, at det til tider kan være svært at se kontoret for bare møbler. Arbejdspladsen skabes af noget større end summen af de enkelte rum, møblerne og fladerne. Der er også en menneskelig dimension og et flow, som vi gerne vil fremhæve, siger Sanna Gebeyehu, der er projektudvikler for Hello! - Anatomy of Organizations.

Installationen, som i år breder sig ud på et 180 kvm. stort areal, vil også rumme selve talkshow-scenen. Udformningen danner en tematisk 3-dimensionel baggrund, hvor møbler, tekstiler, teknik, lys og lyd fra forskellige udstillere smelter sammen til en totaloplevelse for alle sanser. Tanken er at forme scener, hvor møblerne bliver sat ind i en sammenhæng og tager afsæt i en fortælling med mange bunde.

Med menneskekroppen som forbillede
Designer Monica Förster har fået opgaven med at udforme installationen til projektet Hello! - Anatomy of Organizations. Årets tema er organisationen, og hvordan den former - og vil forme - de fremtidige arbejdspladser.

Monica Försters idé med installationen er opbygget med menneskekroppen som forbillede og udgøres af en "by", hvor de forskellige huskroppe ligesom organer er forbundet med hinanden i et kredsløb, som kan sammenlignes med kroppens blodårer og nerver. De er alle fritstående dioramaer (kikkasser), som viser enkelte dele af organisationens anatomi i form af arbejdsfunktioner i et moderne kontor. Hvert diorama er indrettet med møbler, belysning og tekstiler fra toneangivende producenter på messen og andre interessante produkter/prototyper.

Hello! - Anatomy of Organizations består som sagt også af et talkshow, og det spinder videre på temaet organisationen ved at føre en levende og analytisk debat med perspektiv fra vidt forskellige baggrunde. Her er tanken at skabe et forum med repræsentanter for forskellige brancher – designere, adfærdsforskere, arkitekter, producenter, marketingfolk med flere – for sammen at tage sig af fremtidens arbejdsmiljøer, former og pladser. Dele af talkshowet bliver filmet og lagt ud på nettet, så det bliver tilgængeligt for et bredere publikum.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078