Vinduessalget boomer både i Danmark og i udlandet. En af de virksomheder, der nyder godt af dette er IdealCombi i Hurup. Derfor er virksomheden netop ved at lægge sidste hånd på en investering, der betyder at virksomhedens kapacitet fordobles.
Med udvidelsen er virksomhedens areal nu på 65.000 kvadratmeter, og beskæftigelsen på virksomheden er også steget, idet der nu beskæftiges 450 medarbejdere.
- Med den seneste udvidelse har vi råderum også til yderligere vækst. Så nu skal vi se på, hvordan vi kan holde omkostningerne nede. For konkurrencen er knaldhård, siger direktør Bent Søgaard til Dagbladet Børsen.