23948sdkhjf

Brancheforening efterlyser klare krav til trapper

Manglende gelænder, for stor afstand mellem balustrene og trappetrin, der er alt for smalle. Det er ifølge brancheforeningen Dansk Trappe Forening blot nogle af mange eksempler på farlige trapper, der opføres i boliger, fordi bygningsreglementet BR15/18 ikke indeholder krav til trapper i private boliger - udover at den interne trappe skal være god at gå på.

Det betyder, at man faktisk kan købe en ny trappe og i god tro mene, at den er lovlig. Men skal der laves en tilstandsrapport på huset, risikerer der at falde en K3-anmærkning på det manglende gelænder eller de smalle trappetrin, da der er risiko for personskade.

Dansk Trappe Forening, der er en brancheforening for danske træ- og ståltrappeproducenter og forhandlere, oplever, at de uklare regler skaber frustration hos rådgivere, håndværkere, bygherrer og private forbrugere.

– Vi får masser af henvendelser fra forbrugere og fagfolk, der efterlyser lovgivning i forhold til trapper. Jeg har eksempelvis netop modtaget en mail fra en lejer, som var i tvivl om, hvorvidt en bagtrappe i boligen er lovlig. Og her må svaret desværre være, at vi ikke kan komme med et klart svar. Der ikke er nogen lovgivning på området, siger formanden for Dansk Trappe Forening, Henrik Jensen.

Unødvendig uenighed
Udover at de uklare regler kan resultere i farlige trapper i hjemmene, så oplever brancheforeningen også, at de upræcise krav i bygningsreglementet lægger op til uenighed og debat på kryds og tværs. Tvister, der ifølge formanden er helt unødvendige, og som kan undgås med mere klare regler.

– Vi håber derfor på en præcisering af kravene, så vi er mere sikre på, at trapperne lever op til kravene, ligesom man gør det inden for andre dele af et byggeri, siger formanden.

Hos Dansk Byggeri er man enig i, at det giver god mening at have klare regler på området. Ifølge chefkonsulent Torben Hessing-Olsen kan de uklare regler gå udover både bygherrer og entreprenører og medvirke til at forsinke et byggeri, fordi uklarheden kan lægge op til tvister og diskussion.

– Argumenterne er ofte, at alt for specifikke regler kan give designmæssige begrænsninger. Men det er stadig vigtigt, at der er en balance mellem design og sikkerhed i bygningsreglementet, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078