Knud skulle have været cowboy
Af Knud Svinding var mangeårig formand og oldermand i Danske Træindustrier, et laug under Træ- og Møbelindustrien. Den 22. juni sov han stille ind.
Her fortæller Peter Jensen, direktør i Dansk Træemballage, om den ven og samarbejdspartner, han nåede at kende i 58 år.
– Jeg mødte første gang Knud, da jeg var 12 år gammel. Han kom til Ferritslev Savværk, hvor min far arbejdede. Da han kort efter skulle flytte fra Odense til Ferritslev, blev det os, der hjalp ham med flytningen, fordi min far havde stort kørekort, og det var jo sådan, man gjorde dengang. Det er 58 år siden, Knud flyttede til Ferritslev, og huset, som han flyttede ind i dengang, flyttede han først ud af for trekvart år siden.
Peter Jensens far stoppede siden på savværket, men Knud Svinding blev. Med tiden tog han hele vejen op ad karrierestigen fra sælger til adm. direktør, og da han i 2000 forlod den post efter 27 år, stod sønnen Peter Svinding klar til at tage over. I stedet startede Knud Svinding sin egen lille virksomhed med køb og salg af træ, hvor han især handlede med østeuropæisk træ og norske kunder i køkken- og møbelbranchen.
– Knud var en af de første i den danske træindustri, der fik bærbar computer og mobiltelefon. Han benyttede dem flittigt, og man kunne altid være sikker på, at hvis der kom en ny model af en mobiltelefon, så skulle han have den. I kraft af vores fælles arbejde i Danske Træindustrier, hvor Knud var oldermand og jeg viceoldermand, var vi tit ude at køre sammen i landet, og det var ikke sjældent, at Knuds telefon ringede; så skulle han lige ordne noget for en kunde, og sådan var det helt til det sidste.
– Knud var optimist og ikke bange for at tage nogle chancer. Man kan nok sige, han nogle gange var lidt hurtig i sine beslutninger, og de var heller ikke altid lige gode, men det stod han på mål for. Som jeg sagde til ham, så skulle han have været cowboy, fordi han så tit trak fra hoften.
– Knud var meget engageret og meget ivrig, og det var ikke altid, han kunne tie stille, selvom det ville være bedst. Jeg husker, da vi for omkring 25 år siden i fællesskab med en tredjemand startede det, der hedder træ.dk. Vi fik virkelig modgang fra eksisterende foreninger, og der var særligt en formand for en af foreningerne, der stak en kæp i hjulet, hver gang vi nærmede os noget. Han var tilfældigvis også fra Fyn, så han og Knud fulgtes hjem i toget, og så siger Knud ”Det er også fandens, at nogen skal stikke en kæp i hjulet hver gang”. ”Jamen hvem er det, der gør det, Knud?” spurgte foreningsformanden, ”Ja, det er sgu da dig,” svarede Knud, og så blev der ellers ringet frem og tilbage og uddelt et par 12-cylindrede skideballer. Knud havde fået at vide, at det måtte han ikke sige, men egentlig tror jeg, det hjalp, for der kom skub i tingene ret hurtigt efter.
– Knud var også meget ordentlig, og som foreningsmand tænkte han altid på helheden og aldrig på sig selv. Han var altid glad, og var der piger i nærheden, så skulle da have et knus; også hvis der kom nye piger på kontoret, så der skulle man lige nå at advare dem inden. Det drillede vi ham gerne lidt med, og så grinede han og sagde, at hans børn også sagde, at han knuste for meget. Havde han været aktiv her under coronaen havde det været svært for ham.
– Knud var i høj grad et familiemenneske. Han havde tre sønner og en datter, og dem var han enormt stolt af, ligesom han var det af sin kone, Elin. To af sønnerne var tvillinger, og det var et stort og krævende arbejde, som Elin klarede meget alene, idet Knud var så engageret i sit arbejde, og det var han meget opmærksom på. I perioder var det for meget, og han undlod ikke at fortælle, at Elin igennem livet havde været en fantastisk hustru for ham og mor for børnene.
– Og så havde Knud et utroligt venligt væsen. Selv telefondamen på kontoret blev hurtigt en veninde, og han huskede altid at spørge ind til både familier og ferier, og så havde han en ting, der var ret fantastisk; han tastede fødselsdage ind på alle, han havde med at gøre, i sin telefon, og så kunne man være helt sikker på at få en hilsen, selv hvis man måske kun kendte ham i arbejdssammenhæng.
– I Danske Træindustrier kommer vi til at mindes Knud som en rigtig god og engageret ven. Han spredte glæde og hygge omkring sig, og han er en af dem, man virkelig kommer til at savne. Der kommer ikke en ny Knud, det er helt sikkert.
Knud Svinding blev bisat d. 27. juni fra Rolfsted Kirke.