23948sdkhjf

Regeringen stiller lovkrav til bæredygtig biomasse

Som et led i den første klimahandlingsplan vil Regeringen stille lovkrav til bæredygtig biomasse.

En stor del af Danmarks vedvarende energi kommer fra biomasse, som halm, træflis og træpiller. Det har bidraget til at udfase forbruget af kul og dermed til at reducere Danmarks CO2-udledninger. Men anvendes der ikke bæredygtig biomasse, kan den globale CO2-effekt forsvinde.

Cirka halvdelen af den biomasse, der anvendes til energiproduktion i Danmark, er importeret. Ifølge internationale regler, medregnes CO2-udledningerne i det land, hvor biomassen er høstet. Idet der er lande, der ikke har forpligtende reduktionsmål eller ikke medregner landbrug og skovbrug i deres CO2-regnskab, er der risiko for, at dansk forbrug af biomasse fører til globale CO2-udledninger, der ikke bogføres.

- Jeg har længe været bekymret for brugen af biomasse. For biomasse er ikke bare biomasse. Det gør en stor forskel om det er restprodukter eller hele stammer, der anvendes. Værst er det, hvis hele træer fældes og ikke genplantes. Så forsvinder klimaeffekten. Det er fornuftigt at bruge biomasse i en overgangsperiode for at udfase kul. Men det kræver, at den er bæredygtig, siger Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Der er investeret massivt i omlægningen fra kul til biomasse med bred opbakning i Folketinget, og der er for nuværende ikke tilstrækkelige alternativer til biomasse. Forbruget kan således ikke reduceres markant på kort sigt. Derfor skal biomasse fortsat bruges i et større omfang i en overgangsperiode, mens bæredygtighedskravene fastsættes ved lov, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

- I dag er det en frivillige brancheordning, der skal sikre, at den biomasse der anvendes, er bærdygtig. Men det er ikke nok. Der er behov for at indføre lovkrav til biomassens bæredygtighed. Det vil jeg nu drøfte med Folketingets partier som en del af forhandlingerne om klimahandlingsplanen, siger Dan Jørgensen.

Klimaminister Dan Jørgensen har bestilt en analyse af anvendelsen af træbiomasse i Danmark, der skal danne grundlag for de fremtidige rammer for brugen af biomasse.

Forhandlingerne om lovkrav til bæredygtig biomasse vil ske som led i forhandlingerne om klimahandlingsplan.

Regeringen vil
• Understøtte, at brugen af træbiomasse til el og varme er så bæredygtigt som muligt.
• Stille lovkrav til træbiomassens bæredygtighed.

Konkrete tiltag
Forslag til lovkrav om bæredygtighed af træbiomasse til energi
Forslå at den kommende lovgivning skal indeholde krav om, at
• træerne er lovligt fældet
• fældede træer genplantes
• naturområder beskyttes, og at der tages hensyn til biodiversiteten. 
• at skovenes kulstoflagre og kulstofdræn opretholdes
• udledningerne i produktionskæden holdes på et lavt niveau. 
Foreslå krav i lovgivningen til dokumentation og verifikation for at sørge for, at kravene bliver overholdt.

Fortsat arbejde for en bedre international regulering af biomasse, herunder at der som led i Green Deal ses på mulighederne for at forbedre LULUCF-reguleringen i EU.
Bæredygtighedskriterierne følges op af en analyse i 2023, der overordnet skal vurdere bæredygtigheden af energisektorens forbrug af biomasse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096