23948sdkhjf

Søm- og skruefabrik har sendt 53 medarbejdere hjem

Det britiske marked er lukket ned for ITW i Middelfart, mens afsætningen af søm til gør-det-selv folket i Skandinavien går strygende

Søm- og skrueproducenten ITW i Middelfart er hårdt ramt af manglende afsætning til især Storbritanien af søm til sømpistoler. Det har ført til, at fabrikken har hjemsendt 53 ud af 200 medarbejdere på statens kompensationsordning.

- Storbritannien er helt lukket ned. Vi sælger ingenting i øjeblikket. Vi har også været ramt i Belgien og Frankrig, som vi normalt sælger meget til, fortæller fabriksdirektør Jan Ditlevsen, ITW.

- Til gengæld går det strygende på gør-det-selv markedet i Skandinavien. Vi kæmper hårdt for at følge med efterspørgslen, siger Jan Ditlevsen.

En stor del af produktionen af løse søm til gør-det-selv-markedet foregår dog fra eksterne leverandører.

Den største produktion i Middelfart er produktion af søm til sømpistoler, så derfor har nedgangen i salget her ramt hårdt.

Det er produktionsmedarbejdere fra den produktion samt flere funktionærer, som er sendt hjem. De 53 medarbejdere er hjemsendt indtil 9. juni. Derefter regner ITW med at medarbejderne skal tilbage i arbejde.

- Det ser ud til, at Belgien er lukket lidt op igen, og vi ser også Italien, Spanien og Frankrig begynder at åben igen. Der er et begrundet håb om, at flere europæiske markeder åbner. Det forventer vi i de kommende uger. Vi har en omsætningsnedgang i andet kvartal, men vi tror, at vi nærmer os en normalisering i tredje kvartal. Men indtil videre er det kun et gæt, siger Jan Ditlevsen.

Fabrikken i Middelfart er en del af den store ITW-koncern med 45.000 medarbejdere, som har hovedsæde i Illinois, USA. 

- Vi er en finansielt stærk koncern, så jeg er ikke urolig for vores fremtid, siger Jan Ditlevsen.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Læs mere om: itw
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078