23948sdkhjf

Lukkede retssale lægger et røgslør over konkurser i coronakrise

Der er fortsat et røgslør i tallene over, hvor mange virksomheder der er gået konkurser under coronaudbruddet.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Det skyldes, at Sø- og Handelsretten og skifteretterne var i nøddrift fra 12. marts til 26. april. Dermed vurderes tallene ikke at vise det reelle omfang.

I april blev der modtaget 494 konkurserklæringer. De 209 var i aktive virksomheder, der har ansatte eller en omsætning på mindst en million kroner.

Antallet af konkurser er omkring det halve af, hvad der blev rapporteret i samme måned året før. Det er samtidig cirka samme niveau som i januar og februar i år.

- En samlet vurdering af henholdsvis begærede og erklærede konkurser viser trods konkurser i nogle større virksomheder under Covid-19-nedlukningen, at den alvorlige nedgang i mange virksomheders aktiviteter ikke - endnu - har udløst en markant stigning i antallet af konkursbegæringer.

- Hjælpepakkerne til erhvervslivet kan også spille en rolle i dette, skriver Danmarks Statistik.

Hos Dansk Industri vurderer cheføkonom Allan Sørensen, at der vil komme en markant stigning i antallet af konkurser de kommende måneder.

- Utrolig mange virksomheder har set deres indtægter forsvinde som dug for solen. Det kan desværre ikke undgås, at det vil føre til flere konkurser, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.

Røgsløret gør sig også gældende for tvangsauktioner, hvor boligejere bliver tvunget fra hus og hjem.

Landets fogedretter, hvor den type sager bliver behandlet, har også været lukket under coronaudbruddet.

Der er i april bekendtgjort 98 sager med tvangsauktioner. Det er cirka det halve af en normal måned.

Men 2020 vil formentlig byde på stigninger i antallet af tvangsauktioner, nu hvor retssystemet igen er oppe at køre.

Det vurderer Anders Christian Overvad, der er økonom i Arbejdernes Landsbank.

- Hvor kraftig stigningen bliver i antallet af tvangsauktioner, afhænger helt og holdent af, om den igangværende krise udvikler sig til en længerevarende en af slagsen, siger han i en skriftlig kommetnar.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11