23948sdkhjf

Online møbelhandler fordobler omsætningen i krisetid

Mens detailhandlen i vid udstrækning har været lukket ned, har webbaserede Unoliving.com sendt endnu flere møbler afsted til danske, svenske og norske kunder. Det fortæller adm. direktør Ulrik Egede Christensen.

– Sammenlignet med en almindelig april har vi oplevet en vækst på omkring 100 procent herhjemme, og det samme gør sig gældende i Norge og Sverige, vurderer møbeldirektøren.

Da Mette Frederiksen og regeringen i starten af marts lukkede store dele af landet ned, oplevede Unoliving kortvarigt et fald i salget, men siden har onlinehandlen for alvor taget fart.

Unoliving.com

Unoliving blev grundlagt i 2012 og har base i Egå ved Århus. 

Virksomheden forhandler møbler fra en lang række brands som Gubi, House Doctor, Muubs, Sika Design og Handwerk. 

Virksomheden kom ud af 2018, der er det senest offentliggjorte regnskabsår, med en bruttofortjeneste på 5,3 mio. kr. og et underskud på godt 300.000. 

Mere tid i hjemmet
At megen handel i disse dage er rykket online, er i sig selv ingen overraskelse, og det er sandsynligt, at trygheden ved at handle møbler på nettet frem for i de fysiske butikker, har været en årsag til den generelle fremgang for virksomheden. Imidlertid har flere udtrykt bekymring for, hvorvidt møbelkøb vil være en prioritet hos forbrugerne, når landet atter åbner, og ifølge en undersøgelse fra Dansk Industris virksomhedspanel forventer møbelindustrien samlet en omsætningsnedgang på 22 pct.

Hos Unoliving er indtrykket dog, at den megen tid, forbrugerne de seneste uger har brugt i hjemmet, har medført en lyst til at opgradere selv samme.

– Det er vores oplevelse, at fordi folk både har arbejdet hjemme men også bare haft mere tid i hjemmet, så er der flere, der går i gang med at istandsætte et børneværelse eller opgradere stuen, fortæller Ulrik Egede Christensen, der i starten af nedlukningsfasen også oplevede en øget efterspørgsel på møbler til hjemmekontoret.

– Men ellers er det meget jævnt fordelt og som sædvanligt sæsonbetonet, så lige for tiden sælger vi en hel del havemøbler, lyder det.

Forsyningskæden rykker sammen 
Den store travlhed hos den Århus-baserede onlineforhandler har ført til, at man netop har måttet føje endnu en medarbejder til de i forvejen 14 ansatte, og man er allerede på udkig efter en mere.

– Vores kundeservice har ikke kunnet følge med, og vi har også gjort meget ud af at skrue op for kontakten til vores leverandører, så vi taler sammen dagligt for at sikre os, at logistikken fungerer, fortæller Ulrik Egede Christensen. 

Ifølge Unoliving-direktøren har situationen skabt et nyt og tættere forhold til hele forsyningskæden.

– Det vigtigste for vores forretning er, at logistikkæden ikke svigter, og vi har oplevet, at forsyningskæden også har været meget opmærksom på os – de er jo også nødt til at levere, hvis de ikke selv skal blive ramt også, fortæller Ulrik Egede Christensen, der understreger, at man indtil videre ikke har oplevet problemer med leveringssikkerheden.

– Vi har oplevet enkelte udsving med udsolgte produkter, men det kan vi også opleve under normale omstændigheder; over en bred kam har der ikke været problemer, og det virker til, at produktionen kører som den skal derude, lyder det fra møbeldirektøren. 

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094