23948sdkhjf

Vinduesproducent forventer ordreboost efter farvel til anlægsloftet

Glaseksperten i Hjørring forventer at få flere ordrer på vinduer og døre efter afskaffelsen af anlægsloftet. Virksomheden har derfor speedet leveringstiden gevaldigt op. 

- Byggeriet er heldigvis ikke den branche, der er hårdest ramt af corona, og vi har derfor ikke mærket krisen på ordrebogen endnu. Og med afskaffelsen af anlægsloftet forventer vi heller ikke, at produktionen kommer til at gå i stå – tværtimod er der nu forhåbentlig mulighed for at fokusere på større offentlige byggeprojekter og fremskynde dem, lyder det fra direktør hos Glaseksperten Vinduer & Døre, Henrik Sørensen. 

Ordrerne, som vil komme med afskaffelsen af anlægsloftet, forventer han lander inden for en måneds tid, lige så snart håndværkerne kan komme til at tale med ordregiverne i de kommunale institutioner.

– Så tror jeg på et mindre boom, lyder det optimistisk fra direktøren.

Kan halvere leveringstiden
Virksomheden har der sat standard-leveringstiden ned fra fire uger til kun tre uger, - og skal det gå hurtigere kan der leveres vinduer og døre på blot 14 dage. 

– Det har været muligt i kraft af vores tilpasningsdygtige produktion med enkeltmandsstationer, som sikrer fortsat produktion – samtidig med at medarbejdernes sundhedsmæssige sikkerhed selvfølgelig opretholdes, forklarer Henrik Sørensen. 

Udover de isolerede enkeltmandsstationer i produktionen har virksomheden desuden indført ekstra tiltag i forhold til medarbejdernes kantine og pauser, hvor der bliver holdt afstand.

Hverken mangel på plads eller kapacitet 
Konkret sætter man fart på leveringerne ved at ”tage flere timer i brug”, som Henrik Sørensen formulerer det, og han er ikke sen til at sende en takke videre i systemet:

– Jeg har stor ros til mine medarbejdere. De giver den virkelig det den kan!

For øjeblikket er der omkring 40 ansatte i vinduesproduktionen, og det kan godt komme på tale at hente flere ind. Og med 10.000 kvm fabrik bliver der helle ikke mangel på plads eller kapacitet.

– Vi har moderniseret fabrikken igennem de seneste tre år. Vi frygter slet, slet ikke fremtiden, slår Henrik Sørensen fast.  

Løft i fællesskab
Henrik Sørensen medgiver, at coronakrisen kan få eksempelvis private til at holde igen med renoveringer. Men han frygter ikke en nedgang, der kan koste det, afskaffelsen af anlægsloftet ventes at indbringe: 

– Nej. Jeg er ikke ret god til at være pessimist. Det er forår, og de private kommer også ud nu. Jo flere arbejdspladser vi kan skabe, jo bedre.

De muligheder for igen at sparke gang i beskæftigelsen kræver dog noget hele vejen rundt.

- På et plan kommer vi til at mærke det i en lang periode, vurderer Henrik Sørensen som kommer med en appel om at vælge de lokale og danke producenter og arbejdspladser.  

- Hvad koster det, hvis vi ikke putter penge i statskassen nu? spørger han retorisk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094