23948sdkhjf

Krone Vinduer er klar til at ramme markedet efter øv-år

Forlig i en byggesag og ændringer i salgsafdelingen sendte Krone Vinduer i Vrå i minus i 2019. Og det efter flere år med pæne millionoverskud; 5,2, 5,6 og 2,9 mio. kr. lød overskudet før skat på i henholdsvis 2018, 2017 og 2016, men sidste år bød derimod på et underskud på 294.000 kr. 

Udviklingen betegnes da også som både ”ringere end forventet” og ”utilfredsstillende” af den nordjyske vinduesproducents ledelse, som også er åben om årsagerne: 

– Vi har arbejdet på at tilvejebringe den ønskede kapacitet på salgsområdet, til at understøtte den retning vi ønsker, at Krone skal gå. Dette har medført en udvidelse af den samlede kapacitet, både eksternt og internt, og i den forbindelse har vi haft et par tilbageslag, som gav visse udfordringer i salgsafdelingen i 2019, fortæller direktør Kaj Bundgaard til Wood Supply. 

– På nuværende tidspunkt har vi den kapacitet vi anser for nødvendig for at nå de resultater vi forventede i 2020, inden Corona, tilføjer han. 

Milliondyrt forlig
I 2019 blev der også indgået forlig med en norsk kunde på en byggesag fra tidligere år. 

– Sagen er afviklet over et par år og har ved afslutning i 2019 belastet Krone med et betydeligt millionbeløb, dog ikke tocifret, men tilstrækkeligt til at resultatet for 2019 blev negativt, oplyser direktøren, som er forpligtede til ikke at omtale sagen med navn.

Trods den dyre byggesag er der ikke ændret på firmaets tilgang til hverken det norske eller andre markeder. 

– I Norge og Sverige vil vi søge at udbygge og vedligeholde de relationer der er skabt de seneste år, lyder det desuden fra Kaj Bundgaard.

Krone Vinduer A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 59,2 65,0
Driftsresultat 0,3 5,7
Resultat før skat -0,3 5,2
Årets resultat -0,2 4,1
Balancesum 52,3 59,2
Egenkapital 20,2 20,8
Gns. antal fuldtidsansatte 125 124
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2019.

Det forgangne år er da også brugt på investeringer og en række tiltag, som skal sikre vinduesproducenten de ønskede resultater, herunder nye efterspurgte produkter, så da vi gik ind i 2020 var forventningerne positive.

Coronakrisen har dog gjort billedet mere mudret. 

– Men vi mener fortsat, at vi står stærkt i markedet, når situationen er normaliseret, og vi kan udnytte vores kompetencer. Men hvornår situationen er normaliseret er svært at spå om, så derfor er resultatet for 2020 også svært at spå om på nuværende tidspunkt, siger Kaj Bundgaard om indeværende år.

Satser både på både standard- og projektmarkedet
Indtil nu har der ifølge vinduesdirektøren været fornuftig aktivitet i 2020, og det er der stadig trods corona, omend indsatsen er tilpasset de seneste uger. 

Som en spiller i et stærkt konkurrencepræget marked lægger Kaj Bundgaard heller ikke skjul på, at der hele tiden skal ske forbedringer.

- Dette gælder efter vores opfattelse hele det danske marked, uanset om det er standardmarkedet eller det mere specielle projektmarked. Krone vil som tidligere satse på begge markeder og forventer at kunne opnå fornuftige resultater begge steder, slår han fast.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109