23948sdkhjf

Nobia og Idealcombi slår virusring om produktionen

Landet over tager virksomheder i træ- og møbelindustrien en række forskellige forholdsregler, der har til formål at mindske smittefare såvel som økonomiske konsekvenser af virusudbruddet.

Hos Nobia Danmark, landets største producent af køkkener, havde man allerede inden statsministerens pressemøde onsdag aften etableret et direktionsberedskab, der to gange dagligt diskuterer udviklingen via skype-møder. Det fortæller adm. direktør Rune Stephansen.

– Udviklingen sker jo snart sagt fra time til time, så vi holder hele tiden øje, lyder det fra direktøren, der har to absolutte hovedfokuser i den nuværende situation.

– Det ene handler om at mindske faren for smittespredning mellem vores medarbejdere, mens vi samtidig kan og vil være en leverandør, der kan stå igennem og fortsat levere i sådan en krise, fortæller Rune Stephansen.

Slut med møder, rejser og håndtryk
På Nobias produktionsfaciliteter har man gjort, hvad man kan for at inddæmme produktionen, så al besøgsaktivitet er indstillet, og i kantinen er man gået over til at lave madpakker og sandwich, som hentes tidsforskudt af en enkelt medarbejder fra hver afdeling. Koncernen har indstillet intern såvel som ekstern mødeaktivitet og mødes kun, hvis det er kritisk nødvendigt, og det samme gælder for forretningsrejser.

Desuden har man stærkt fokus på koncernens butikker, selv-ejede såvel som franchise, hvor man har intensiveret rengøringen, stillet håndsprit til rådighed og forbudt det ellers obligatoriske håndtryk mellem kunder og konsulenter.

– På mandag sætter vi gang i en aktivitet, hvor de fysiske kundemøder i stedet kan holdes virtuelt online, hvis kunderne foretrækker det, og så har vi ellers et konstant fokus på, hvordan det påvirker kundestrømmen og privatforbruget, men det er endnu for tidligt at sige noget om, fastslår Rune Stephansen.

Snueramte sendt hjem
Hos vinduesproducenten Idealcombi har man taget tilsvarende forholdsregler, når det kommer til produktionen. Huset er lukket for besøgende, og allerede først på ugen sendte man et par snue-ramte medarbejdere hjem, ligesom alle, der har været på ferie, er blevet screenet.

– Vi er heldige, at vi ikke er ramt, så nu gælder det om at holde det ude, fortæller Claus Winther, direktør for salg og marketing.

De af Idealcombis medarbejdere, der kan udføre deres arbejde hjemmefra, er fri til at gøre det, og Claus Winther understreger, at det også betyder, at opgaver kan tilpasses privatlivet og udføres, når det passer. I produktionen har man aflyst de daglige tavlemøder og sørger for, at ingen arbejder for tæt på hinanden, hvilket ifølge Claus Winther lader til at fungere, skønt det giver lidt forsinkelser i driften.

– Vi gør, alt hvad vi kan, men det er også en opgave, vi selvfølgelig ikke kan løse alene; vi er afhængige af, at hverken kunder eller forsyningskæden bliver ramt, og der er ingen tvivl om, at det også vil vise sig økonomisk, lyder direktørens vurdering.  

  

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112