23948sdkhjf

Hanstholm Køkken vil hente væksten på lokalpatrioterne

Da Hanstholm Køkken fredag åbnede i Esbjerg, var det for kædens butik nummer 17. Dermed er der kommet fem nye forretninger til, siden Carsten B. Andersen for godt to år siden overtog ejerskabet af køkkenkæden, mens omsætningen i samme periode er mere end fordoblet.

– Kort sagt har markedet været med os, mens vi på de indre linjer har fået skabt mere struktur og desuden styrket vores koncept og profil, fortæller Carsten B. Andersen.

Esbjerg er ifølge køkkendirektøren et godt eksempel på en by, der passer til køkkenproducentens strategi.

– Det er mit indtryk, at man i Esbjerg støtter op om de lokale forretningsdrivende, og vi har brug for den lokale opbakning, når vi starter op et nyt sted, fortæller køkkendirektøren, der de seneste to år blandt andet har sat synlighed i det hanstholmske højsæde.

Ambitionen er at nå op på omkring 20 butikker landet over, og også en anden jysk by har tiltrukket Carsten B. Andersens opmærksomhed.

– I Vejle har vi leveret køkkener til prestigebyggeriet Bølgen, og det er mit indtryk, at vi også ville passe godt ind her; der ligger mange kvalitetsbyggerier i området, og det er et købestærkt segment, fortæller køkkendirektøren.

Eksporten venter
Carsten B. Andersen vurderer, at mens Hanstholm Køkken ikke nødvendigvis er blevet et landskendt brand, så har man formået at slå sit navn fast i de byer, hvor man hidtil har åbnet forretninger.

– Vi er blevet kendte i Herning, som direktøren siger, og går alt efter planen, vil det samme ske i Esbjerg.

Om det bliver Vejle, der dernæst følger, er endnu for tidligt at spå om, men det er ambitionen at åbne 2-3 forretninger pr. regnskabsår, indtil køkkenkæden har nået sin målsætning om 20 butikker landet over. Dernæst kommer turen til udlandet.

– Norge er traditionelt glade for dansk design, og det ville være et helt oplagt marked for os, fortæller Carsten B. Andersen, der dog understreger vigtigheden af ikke at forhaste sig, når det kommer til eksporten.

– Det er altid sværere at vinde på udebane, og skal vi ind på et nyt marked, er det fuldstændig afgørende at vi har organisationen og strukturen helt på plads, hvis det skal lykkes, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.179