23948sdkhjf

Lim-direktør: Østeuropæiske forsinkelser skubber til årets eksport

For limproducenten PKI Supply bød 2019 på fortsat succes med eksport til den voksende træ- og møbelindustri i Polen og Ukraine. Det har betydet flere nye projekter, som også strækker sig ind i 2020, og resultaterne af de nye projekter og kunder medvirker til en positiv start på det nye år for limproducenten i Fredericia.

– Jeg kan kun sige, at januar har været særdeles positiv, hvilket naturligvis er en god start på 2020. Det er især i Polen, at vi har gang i mange projekter og nye kunder, siger Karl Brynningsen, direktør for PKI Supply, i en pressemeddelelse.

Virksomheden har dog også måttet konstatere, at projekterne i Østeuropa tager længere tid, end man er vant til i Danmark.

– Der er derfor en del projekter, som vi forventede ville være afsluttet i 2019, som vi arbejder videre med i 2020. Men det er gode projekter, som vil øge vores eksport væsentligt i 2020, vurdere Karl Brynningsen.

Dansk fald i limsalget   
På det danske marked, hvor PKI Supply er markedsledende, har den sidste halvdel af 2019 budt på en stagnation i salget. PKI Supply har ikke mistet nogle kunder, men oplevet, at kunderne køber mindre lim. Ifølge Karl Brynningsen er det en generel tendens i industrien, men det er første gang i PKI Supply's historie, at også salget til fødevareindustrien er faldet en smule.

– Vi havde forventet at vækste mere i 2019, end det har været tilfældet. Til gengæld står vi stærkt, når vi kigger ind i 2020. Vi har fået tilføjet flere ressourcer til vores tekniske afdeling, ligesom vi har øget medarbejderstaben i vores Supply Chain, da projekterne i Polen og Ukraine vil betyde, at vores eksport vil stige. Vi har samtidig fået et samarbejde med en agent i Ukraine, som vi forventer os meget af, siger limdirektøren.

Nye markeder og mere miljøfokus
PKI Supply pønser altså på at fortsætte den positive udvikling inden for træ- og møbelindustrien i Polen og Ukraine, men limproducenten vil også have fokus på at øge eksportandelen i bl.a. Irland og Baltikum, hvor man samarbejder med partnere. Dette vil ifølge direktøren ske ved mere support og udvikling i de lande.

I det kommende år planlægger PKI desuden at bevæge sig ind på nye områder blandt andet inden for lim til filter- og sandwichkonstruktioner.

– De seneste par år har vi ledt efter områder, hvor vi ikke i forvejen har en stor markedsandel. På de to områder tror vi på, at vi har gode muligheder for at vækste i Danmark. Derudover vil vi selvfølgelig fastholde de markedsandele, vi generelt har, og her kan vi allerede nu mærke en stor efterspørgsel på miljørigtige løsninger, som har været en del af PKI Supply's DNA de seneste mange år, siger Karl Brynningsen.

Netop miljørigtige løsninger og mærkningsfri lim efterspørges af mange industrilimsproducentens kunder, som oplever, at forbrugerne har et større fokus på miljøet. Det kan og vil stille andre krav til den lim, som PKI Supply sælger i dag, men også til den lim, som skal udvikles fremadrettet.

– Det store miljøfokus kan komme til at betyde nye produkter fra PKI Supply enten fra vores samarbejdspartnere, men jeg kan heller ikke afvise, at vi selv kommer til at udvikle helt nye produkter. Der er derfor mange gode ting i støbeskeen for PKI Supply, og det ser positivt ud for 2020, slår Karl Brynningen fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078