23948sdkhjf

PP tilkendt erstatning fra restauratør: Tyrkiske stole lignede Wegners

For restaurationsejer Knud Bjerre er et billigt tyrkisk stoleindkøb blevet en dyr fornøjelse.

Tidligere på måneden afgjorde Sø- og Handelsretten, at 66 stole, som restaurationsejeren i 2018 indkøbte i Alanya til sin restauration Bryggeriet i Skive, i så høj grad ligner Wegner-stolen The Chair, at der er tale om en ”meget nærgående efterligning”. Dermed har Knud Bjerre krænket PP Møblers ophavsret til stolen.

Restaurationsejeren har over for Skive Folkeblad erklæret sig uenig i dommen.

– Dommen er ude af proportioner, og jeg er ikke enig i dommen, da jeg ikke har handlet i ond tro, for jeg kendte ikke til originalen, siger Knud Bjerre til avisen.

Kendte ikke til The Chair
Ifølge ham kendte han ikke til The Chair, da han i 2018 tog til Alanya i Tyrkiet for at købe inventar til Bryggeriet. Hos møbelbutikken Sette fandt han de omstridte stole, der kostede 440 tyrkiske lira pr. styk svarende til cirka 530 danske kroner, og herefter blev stolene fragtet til restaurationen i Skive.

Tre måneder senere rettede PP Møbler via Rettighedsalliancen henvendelse til Knud Bjerre med en påstand om, at virksomhedens ophavsret var blevet krænket. Den familieejede møbelproducent har ophavsretten til en række af Wegners design, op i henvendelsen lød det blandt andet, at ”stolene udgjorde slaviske efterligninger af The Chair, og at den offentlige visning af stolene var i strid med ophavsretsloven.”

Den vejledende udsalgspris for ét eksemplar af The Chair er mellem 33.000 kr. og 45.000 kr. – omtrent hvad Knud Bjerre i alt betalte for de 66 tyrkiske stole.

Stolene står der stadig
Skønt Knud Bjerre anerkendte, at der var visse sammenfald mellem de to stoledesign, fastholdt han at have handlet i god tro. Han afviste desuden at fjerne stolene fra Bryggeriet, og ifølge Sø- og Handelsrettens dom har det resulteret i en markedsforstyrrelse for PP Møbler.

– Det må endvidere antages, at det store antal krænkende stole i restauranten medfører en vis markedsforstyrrelse for PP Møbler, idet stolenes ringere håndværksmæssige kvalitet kan skade The Chairs anseelse og dermed de fremtidige afsætningsmuligheder, kan man læse i dommen.

Alt i alt blev Knud Bjerre og Bryggeriet dømt til at skulle betale vederlag og erstatning for markedsforstyrrelse på 125.000 samt en bøde hver især på 10.000 kr. for krænkelse af ophavsretten. Endelig skal restauration og ejer sammen stå for at dække sagsomkostningerne på mere end 30.000 kr.

Knud Bjerre og Bryggeriet har anket domme til landsretten. Til Skive Folkeblad udtaler han, at han finder det skuffende, at retten med dommen er gået efter ” den lille mand” i stedet for fabrikkerne i Istanbul, Tyrkiet.

Hele dommen kan læses her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094