23948sdkhjf

Nobia henter ny direktør

Med digitalt blod i årene og et skarpt analytisk blik for strategiudvikling tiltræder Brian Busk som direktør for strategi-, forretningsudvikling og it hos Nobia Danmark, der står bag mærkerne HTH, Invita og Uno Form.

Brian Busk, 46 år, kommer med mere end 20 års ledererfaring og har en lang karriere fra it-, data- og produktionsvirksomheder især fra den midtjyske region med sig.

– Nobia er en super veldreven forretning med høje ambitioner, som står foran store omstillinger, hvor jeg får brug for at sætte alle vores samlede kvalifikationer i spil. Især når det gælder it og digitalisering, for vi skal digitalt ramme forbrugerne bedre og mere direkte i hele Norden. Vi skal være, hvor de er og understøtte dem, hvor og når, de har behovet – også digitalt, siger Brian Busk.

Adm. direktør for Nobia, Rune Stephansen, ser frem til at få den it- og strategi-kyndige direktør med ombord i den 1.350 mand store køkken-koncern i Ølgod.

Ny i køkkenbranchen
– Hans første opgaver bliver at sætte sig grundigt ind i Nobia, i markedet og de allerede igangværende transformationsprojekter, for herefter – sammen med de mange forskellige interessenter – at identificere forbedringspunkterne, siger Rune Stephansen.

Selvom Brain Busk er velbevandret i den digitale verden, er køkkenbranchen nyt land for ham, hvorfor han glæder sig til at smøge ærmerne op for at analysere branchen og lære markedet at kende.

Foruden diplom i ledelse fra Ingeniørhøjskolen i Herning, har han afsluttet Jyske Banks 2-årige lederudvikling. Mens han i 2008 af offentlige og private virksomhedsledere i Silkeborg Kommune blev kåret til Årets Ledertalent, blev han i 2011 kåret til Årets Unge Erhvervsleder i Midt- og Vestjylland.

14 års erfaring fra Silkeborg Data
– Jeg holder af det nyeste it, ikke fordi jeg er teknologi-nørd, men fordi it og digitale løsninger gør os uafhængige af tid og sted. Vi kan lade os inspirere, vi kan kommunikere og vi kan handle alle steder og på alle tidspunkter. Forbrugerne er langt mere digitale i dag end for blot 5 år siden, fortsætter silkeborggenseren med bopæl i Voel, som privat prioriterer skiferier med familien i vintercampingvognen højt.

Brian Busk har især en tung bagage med sig fra Silkeborg Data med mange forskellige direktørtitler gennem 16 år fra 1999-2016. De sidste 7 år som adm. direktør var han med til at lave en turn-around for Silkeborg-firmaet, der laver løsninger til den offentlige sektor indenfor vagt-, løn- og personaleadministration, så det i 2013 blev solgt til kapitalfonden, Axcel. Endvidere har han flere års erfaring som selvstændig ledelseskonsulent med fokus på projektledelse, strategi og bestyrelsesarbejde.

Foruden en lang række formand- og bestyrelsesposter var Brian Busk fra 2016-2018 af Dansk Erhverv udpeget som repræsentant til Vækstforum og siden 2016 bestyrelsesmedlem hos Better Banners i Silkeborg, som arbejder med interaktiv digital annoncering. I dag er han bestyrelsesformand for netværket It-forum med 450 medlemsvirksomheder, hvor han har siddet i bestyrelsen siden 2010, mens han siden 2013 har været hovedbestyrelsesmedlem hos IT-Branchen.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143