23948sdkhjf

Messeleverandør udsat for værktøjstyveri: Måtte låne sig frem i Köln

Hos messestandsleverandøren Ambiente har den seneste måned stået i Köln-messens tegn. Teamet har været i gang med standbyggeriet i den tyske storby siden starten af december, og indtil fire dage inden messestart, gik alt efter planen. Et værktøjstyveri i sidste time satte imidlertid teamet på prøve.

– Det er et spændende arbejde også nogle gange lidt for spændende, for vi skal jo være klar, når messen åbner, fortæller Gitte Skaarup Ipsen, Head of Marketing and Business Development ved Ambient.

Ifølge Gitte Skaarup Ipsen er tyverier ikke noget særsyn i messeverdenen, men lige dette værktøjstyveri var langt fra hverdagskost.

– De havde jo ikke bare lirket en dør op, de havde simpelthen skåret hul i væggen ind til det aflåste rum, og så er de ellers bare stukket afsted med kassevis af hånd-elværktøj, fortæller hun om tyveriet, der var foregået i løbet af aftenen eller natten.

En hjælpsom branche
Det er i sagens natur svært at bygge messestande uden værktøj, og derfor havde Ambiente-holdet været ilde stedt, hvis det ikke havde været for konkollegerne i Köln.

– Vi er selvfølgelig konkurrenter, men når vi står derude, så hjælper vi alle sammen hinanden, og vi er vant til at kunne låne lidt på kryds og tværs, fordi vi kender hinanden så godt, fortæller Gitte Skaarup Ipsen.

Med lånte værktøj kunne hovedparten af holdet altså arbejde videre, mens en mand blev sendt i byggemarkedet, hvor lidt af hvert blev hevet ned fra hylderne.

– På det her tidspunkt gælder det jo bare om at få det hele til at hænge sammen og så må vi forholde os til alt det med forsikringen, når vi er i mål med vores arbejde, lyder det.

Derfor har Ambiente endnu heller ikke fået det fulde overblik over, præcis hvor meget tyvene fik tiltusket sig, men buddet lyder indtil videre på værktøj for mindst 100.000 kr. Episoden var dog ikke noget, der tog pusten fra Gitte Skaarup Ipsen og resten af holdet, som kom godt i mål med alle de 4.009 kvm messestand, årets opgaver lød på.

– Det, kunder køber hos os, er at vi lykkes hver gang, uanset hvilke udfordringer der måtte opstå undervejs, og det gjorde vi heldigvis også i denne omgang, slår en glad Gitte Skaarup Ipsen fast.

Du kan selv se nærmere på Ambientes og en del af konkollegernes flotte stande i billedhjulet her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094