23948sdkhjf

Fumac har fuld fart på FSC: Kunderne kan ikke længere vælge

Fumac i vestjyske Vinderup har i flere år været FSC-certificeret, men som noget nyt tilbyder virksomheden siden årsskiftet FSC som standard på det komplette erhvervsmøbelsortiment.

Med en vision om at ville være bedst til det bæredygtige har virksomheden sat stort fokus på miljø og bæredygtighed, og det seneste tiltag er en udvidelse af FSC-licensen.

– For et par år siden valgte vi – med vestjysk sindighed – at lade et begrænset sortiment FSC-certificere. Primært vores IT-system skulle tilpasses, ligesom vi skulle have vores øvrige administrative og produktionsmæssige procedurer tilpasset FSC-standarderne, fortæller adm. direktør Per Susgaard og fortsætter:

 – ikke kun for miljøets skyld, men også for at undgå eksempelvis dobbelt lagerlægning har vi nu valgt en ’all-in’ løsning, hvor kunderne ikke får mulighed for at vælge.

Selvom det i flere tilfælde betyder en merpris for Fumac, har virksomheden valgt, at prisen på erhvervsmøblerne ikke skal stige af den grund. Det har man valgt, fordi man var bekymret for, at nogen kunder ville vægte pris højere end grønne indkøb,

Drilsk linoleum
Den største FSC-udfordring for den vestjyske møbelproducent har været naturmaterialet linoleum. Trods materialets popularitet, der blandt andet skyldes dets høje kvalitet, holdbarhed, hygiejne og antistatiske overflade, har Fumac ikke kunnet opstøve nogen FSC-certificerede linoleumsprodukter til møbler – kun til gulve.

– Som en slags kompensation for dette valgte vi at bruge ressourcer på at lade vores linoleum miljømærke efter den europæiske EU-Blomsten miljømærkning, fortæller Per Susgaard.

EU-Blomsten har fokus på at begrænse den samlede miljøpåvirkning fra produktions-, brugs- og affaldsfasen og stiller bl.a. skrappe miljø- og kemikaliekrav til møblerne set ud fra et livscyklusperspektiv. Der stilles også krav til en høj andel af træ fra certificeret skovbrug.

FUMAC opnåede i slutningen af 2019 en EU-Blomsten licens på udvalgte produkter, heriblandt hæve-/sænkeborde med linoleumsoverflader som de første i Danmark.

Og seneste tiltag giver Per Susgaard ekstra grund til at være stolt:

– Vi er glade for at kunne tilbyde bæredygtige løsninger produceret under bæredygtige forhold. Vi gør det, fordi vi mener, at det er bedst for alle: Der bliver ikke fældet mere træ, end skovene kan nå at reproducere og FSC er en sikkerhed for at dyr, planteliv og skovarbejderne bliver beskyttet – og så bidrager FSC i øvrigt til mindst 14 af de 17 verdensmål, slutter den adm. direktør.

 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.094