23948sdkhjf

Nye skove til Svendborg

I Svendborg skal et nyt samarbejde sikre 540 hektar ny skov i den østlige del af kommunen.

Samarbejdet er indledt mellem Svendborg Kommune, Vand og Affald A/S samt Naturstyrelsen, og formålet med at rejse nye skove er flerstrenget. Skov kan sikre rent drikkevand, binde CO2 fra atmosfæren, øge biodiversiteten og give flere rekreative muligheder til borgerne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Det glæder mig, at vi er lykkedes med at etablere samarbejdet. Vi har mange fælles interesser, som kan løftes med dette projekt. Det spændende ved skov er, at det kan tjene mange formål på en gang, og at det sikres, der i al fremtid vil være skov på arealerne, så effekterne er permanente, lyder det fra Svendborg Kommunes borgmester, Bo Hansen (S).

Samarbejdspartnerne har et ønske om skov i et område mellem Svendborg og Skårup, som i dag leverer en stor del af drikkevandet til Svendborgs borgere. En forudsætning for skovene er, at lodsejere indenfor projektområdet vil afhænde jord til skoven. Erhvervelse af jorden vil alene ske på basis af frivillige aftaler med lodsejerne.

Idéer er velkomne
– Når vi åbner for vandhanen, skal det selvfølgelig være rent vand, der kommer ud. Med dette samarbejde om skovrejsning har vi taget et kæmpe skridt på vejen til at sikre fremtidige generationers adgang til rent drikkevand. Det er en aftale, der får betydning for vores børn og børnebørn, og som rækker flere hundrede år frem, siger bestyrelsesformand for Vand og Affald A/S, Søren Kongegaard.

Skovene vil blive offentlige og have adgang for alle. Forud for etableringen vil kommunen, Vand og Affald A/S og Naturstyrelsen inddrage borgerne i processen ved at invitere relevante interesseorganisationer, lodsejere, naboer, beboerforeninger og andre med interesse i projektet til at deltage med idéer og forslag til etableringen af det kommende skovprojekt.

Formand med forventninger
Bruno Hansen, formand for Miljø- og Naturudvalget i Svendborg Kommune har store forventninger til projektet.

– Vi har lige vedtaget en Klima- og Energipolitik, hvor skovrejsning er et af vores indsatsområder. Det er derfor en stor glæde, at vi kan samarbejde med Naturstyrelsen og Vand og Affald A/S om indsatsen. Ved at pulje vores penge, kan vi lykkes med at få nye skove af en betydelig størrelse til gavn for mange mennesker, siger Bruno Hansen.

Først i det nye år er alle, der ejer jord eller ejendom inden for de to områder, hvor der ønskes skov, inviteret til et informationsmøde. Her vil de tre samarbejdspartnere fortælle om projektet og processen, herunder om jordkøb og jordfordeling.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078