23948sdkhjf

Bro over Gudenåen er styrtet sammen

Den otte år gamle Kjællinghøl-bro i Bjerringbro har været i nedstyrtningsfare et år og er nu styrtet sammen

Kjællinghøl-broen, der går over Gudenåen i Bjerringbro, er faldet sammen.

Det bekræfter biolog i Viborg Kommunes teknik- & miljøforvaltning Rolf Christiansen.

Broen har været afspærret i et år, da Viborg Kommune mente, at der var nedstyrtningsfare.

- Vi var ved at forberede os på at løfte den af. Men broen kom os i forkøbet, og i morgen (mandag, red.) skal vi finde ud af, hvordan vi får den op, siger Rolf Christiansen.

På trods af nedstyrtningsfaren har det været muligt at sejle under træbroen siden april.

- Der er heldigvis ingen, der sejler på Gudenåen ved denne årstid, og ingen er kommet til skade, siger Rolf Christiansen.

Ifølge biologen er det firmaet Wood-Ways, der står bag broen. Kommunen er i gang med at undersøge et eventuelt erstatningsspørgsmål.

Niels Dueholm, socialdemokratisk gruppeformand i Viborg Kommune og fra Bjerringbro, fortæller til Viborg Stifts Folkeblad, at han er overrasket over udviklingen.

- Ja, det må jeg sige. Det kommer godt nok bag på mig, at den er i sådan en stand, at den lige pludselig falder sammen, siger Niels Dueholm.

Han ser gerne, at broen fjernes omgående.

Viborg Kommunes klima- og miljøudvalg havde besluttet, at Kjællinghøl-broen skulle fjernes før jul i år - og arbejdet skulle være begyndt i den kommende uge.

Kommunen havde håbet, at broen kunne løftes væk i ét stykke. Men det er ikke længere muligt, da den er knækket midt over.

Broen har færre end ti år på bagen, inden råd åd den op.

Viborg Kommune har prioriteret penge til en erstatning, omkring 1,5 millioner kroner, så folk igen kan trave, løbe og cykle over Gudenåen.

I 2016 knækkede en af de bærende vanger i broens underdel. Broen blev midlertidigt spærret, indtil skaden var repareret.

I efteråret 2018 gennemførte et rådgivende ingeniørfirma en undersøgelse af broen. Undersøgelsen viste, at de bærende konstruktioner var så angrebet af råd, at den risikerede at styrte sammen.

På grund af risikoen lukkede Viborg Kommune 19. december 2018 for al færdsel på broen og lukkede desuden for sejlads under broen. Men sejladsen blev altså genoptaget i april.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094