23948sdkhjf

12.000 ton kasseret fyr skal blive til køkkener og vægge i Vinderup

Hos Vinderup Træindustri, VTI, skal det være slut med årligt at afbrænde 12.000 ton resttræ. I stedet skal en ny produktserie trække miljøregnskabet i den rigtige retning

På Jacob Wernbergs lille direktørkontor midt i VTI’s 22.500 kvm store produktionshaller på Nr Bjertvej i Vinderup står et skrivebord, der skulle have været en trappestolpe.

Klodsbordet, som Jacob Wernberg kalder det, var blandt de første skud på den produktstamme, han i samarbejde med VTI-stifter Flemming Nielsen har brugt de sidste par år på at udvikle. Nu er de klar til at skyde gang i salget af produkterne under brandet Norto.

– Det her træ fejler jo ikke noget, det skal man huske. Det lever bare ikke op til vores kunders høje kvalitetskrav, fordi der for eksempel er for store knaster eller små revner, og det var altså også derfor, det her ikke kunne blive til en trappestolpe, fortæller Jacob Wernberg, og lader hånden glide over de glatslebne klodser.

Hvad der startede som et klodsbord bliver i dag til blandt andet gulve

Der er sket en del med sortimentet, siden det første klodsbord blev samlet, og i dag bliver klodser og lameller især til gulv-, loft- og vægbeklædning, men variationerne og udtrykkene er mange, og nye produkter kommer fortsat til. Det sidste skyldes ikke mindst Flemming Nielsen, der er ramt af en konstant iværksættertrang.

– Jeg er nok opfindertypen og idémanden, og jeg kan simpelthen ikke lade være, slår han fast, inden han leder samtalen ind på de køkkener, der er seneste resultat af opfindsomheden.

Det bliver ikke helt i familien
Hos Mifapladen på den anden side af Nr Bjertvej har Jacob Wernberg og Flemming Nielsen lavet en lille udstilling i hjørnet af en produktionshal. Her kan man følge udviklingen fra de første spæde og mere eller mindre æstetiske forsøg med resttræet til det, der i dag har fået et sammenhængende udtryk og en fælles brandidentitet i form af Norto.

Der har været lang vej fra den første spæde idé til det, der nu er Norto 

Mens træet stammer fra VTI, foregår den egentlige fremstilling af Nortos produkter hos Mifapladen, der som VTI er under Flemming Nielsen og familiens ejerskab.

V.T.I. Vinderup Træindustri

Flemming Nielsen startede i 1976 som tømrer i sin fars lade i Gudum, og i 1981 satte han gang i limtræsproduktionen i Vinderup.

VTI producerer limtræ af primært fyr til kunder i blandt andet vindues- og møbelindustrien

Jacob Wernberg tiltrådte som direktør i foråret 2017 og har blandt andet stået i spiden for en større organisatorisk turnaround

– Hvor VTI er en volumenforretning, har de langt mere sans for finish herovre, forklarer Jacob Wernberg.

Og det er ikke kun i familievirksomhederne, de to har fundet samarbejdspartnere til det nye tiltag. Eksempelvis er den brandgodkendte væg- og loftbeklædning i Nortos produktportefølje blevet til og sælges i samarbejde med Frøslev Træ. En anden vigtig samarbejdspartner har været Lendager Group, som arbejder med at øge andelen af genanvendte produkter i byggeriet.

– Vi bryder os jo ikke rigtigt om revner 
I samarbejdet med Lendager Group finder man også en af de udfordringer, Wernberg og Nielsen er stødt på i processen.

– Da Lendager var forbi, gik de jo og rev alt muligt op af containeren; træ, som vi simpelthen havde syntes, var for grimt, var det, de syntes, var det rigtig fede, fortæller Jacob Wernberg og indrømmer, at han har måttet øve sig for at se det skønne i knaster og skønhedsfejl.

– Sådan et par erfarne træmænd som os, der er vant til at alting skal være pænt, bryder os jo ikke rigtig om revner, lyder det med et grin.  

Råmateriale er der nok af i containerne bag VTI's produktionshaller

Fyr fænger, men knaster koster
Det lader det til gengæld til, at de potentielle kunder gør. Da Norto for nyligt udstillede på Building Green, var der ifølge Flemming Nielsen stor opmærksomhed at hente. Måske til dels fordi fyrretræ er ved at være så uddateret, at det efterhånden er blevet lidt eksotisk.

– På messen var der virkelig mange under 30, der kom hen og spurgte, hvilken træsort det var, fortæller han med, hvad der ligner lige dele fornøjelse og forundring.

Køkkenerne fra Norto fremstilles i massiv fyrretræ - en træsort, Flemming Nielsen mener, er midt i en genkomst

Ifølge de to bagmænd har Norto desuden ramt en tendens i tiden, hvor bæredygtighed er blevet et vægtigt parameter, og hvis projektet skal blive en succes, er det da også afgørende, at kunderne vælger det bæredygtige aspekt aktivt til. Det er nemlig ikke prisen, der skal konkurreres på, selvom råmaterialerne så at sige er gratis.

– Det kan godt være lidt svært at forstå, at produkter af resttræ bliver dyrere, men der er en langt større bearbejdningsproces forbundet med den her type produktion, end når man bruger friske materialer, forklarer Jacob Wernberg, og alene antallet af de sirlige fingersamlinger i de stringente vægpaneler understreger hans pointe.

Om Nortos kommende kunder er villige til at betale ekstra for knasterne, må tiden vise. I første omgang er VTI på udkig efter en fuldtidssælger til de nye produkter, og når det kommer til spørgsmålet om, hvor stor en andel af virksomhedens 12.000 ton resttræ, der i realiteten vil blive reddet fra at gå op i røg, får også det lov at stå ubesvaret indtil videre.

– Det afhænger alt sammen af, hvor meget vi kommer til at kunne sælge, slår Jacob Wernberg fast.

 Der bliver konstant tænkt i nye produkter til Norto, og et af de seneste er akustiklofter

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078