23948sdkhjf

Første regnskab under ny ejerkreds: Det endte helt efter planen i nul

Sidste sommer kom der nye ejere til Madsen Vinduer og Døre i Vester Hassing nær Aalborg, da Jesper Lorenzen, Andreas Slavensky og Martin Nørgaard overtog virksomheden fra grundlæggeren Poul-Erik Madsen.  Det første årsregnskab for det nye ejerskab er netop færdiggjort, og det endte, helt efter planen, i et rundt nul.

– Vi har fra start vidst, at vi havde en del investeringer og optimering af arbejdsgange foran os, da vi overtog virksomheden. Samtidig kan vi dog bedst lide at betale vores regninger selv, så vi har forsøgt, og er lykkedes med, at prioritere ønsket om forskellige tiltag ift. holde virksomheden i økonomisk balance, siger direktør Jesper Lorenzen i en pressemeddelelse.

I årsregnskabet kan man læse, at bruttofortjenesten voksede med godt en million, fra 2,27 til 3,34 mio. kr., mens der på bundlinjen landede 23.135 kr. efter skat.

Investeringer i produktionen
I det første år er malerafdelingen blevet udbygget og malerudstyret fornyet for at sikre både produktkvaliteten og arbejdsmiljøet samt øge produktiviteten. Ligeledes er der blevet gennemført et medarbejder-drevet produktionsoptimeringsforløb, hvor i alt 44 store og mindre forbedringer er blevet gennemført. Sidst, men ikke mindst, er hele virksomhedens system for kvalitets- og arbejdsmiljøledelse blevet opdateret. Jesper Lorenzen uddyber:

– Vi værner utroligt meget om vores håndværksmæssige faglighed og den medfølgende fleksibilitet i, hvad vi producerer. Derfor har vi haft fokus på at reducere bøvlet i hverdagen, så vi arbejder smart og effektivt, og så vi kan fokusere på håndværket.

Foruden de interne investeringer har det været en prioritet at besøge relevante samarbejdspartnere i form af tegnestuer, tømrermestre og udvalgte bygherrer. Fokus har været at øge kendskabet til virksomhedens og dens budskab; at man hos Madsen kan og vil det, som andre producenter siger nej til. Jesper Lorenzen oplever, at budskabet bliver modtaget rigtigt godt.

Op til os at være dygtige nok
– Jeg oplever, at arkitekter, mestre og bygherrer bliver positivt overraskede over vores udprægede fokus på deres ønsker og behov. Vi har som udgangspunkt ikke nogen produkter, som vi skal overbevise vores kunder om. Til gengæld indgår vi i en åben og samskabende dialog om, hvad der muligt ift. kvalitet, tidsramme og budget. Så er det op til os at være dygtige nok til efterfølgende at producere det aftalte, og på en måde hvor vi også kan tjene lidt på det, fortæller han.

Virksomheden består i dag af 12 medarbejdere, hvilket er omtrent en fordobling inden for de sidste 15 måneder. Ordrebogen er fyldt indtil ind i marts måned og med en pipeline, som direktøren kalder ”spændende”.

 – Alt i alt har de første 15 måneders ejerskab været en intens og spændende tid, hvor mange sten er blevet vendt og mange nye veje er blevet trådt. Vi er naturligvis meget tilfredse med den udvikling, som virksomheden er inde i og vi ser egentlig ganske lyst på fremtiden. Men det vigtigste for os er fortsat at komme i spil til spændende projekter, hvor vores håndværk kan gøre for forskel for vores kunder, afslutter Jesper Lorenzen

 

Madsen Vinduer og Døre ApS
mio. kr. 2018/19 2017/18
Bruttofortjenesten 3,34 2,27
Driftsresultat 0,08 0,25
Resultat før skat 0,04 0,19
Årets resultat 0,02 0,29
Balancesum 3,10 1,95
Egenkapital 0,35 0,33
Gns. antal ansatte 10 7
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078