Thorsager Kirke har nu fået næsten alle sine stjålne kirkestole tilbage.

I en efterladt varevogn vest for Aarhus er der onsdag fundet 61 af de i alt 143 designerstole, der natten til torsdag i sidste uge blev stjålet fra Thorsager Kirke på Djursland.
Dagen efter indbruddet i rundkirken fandt en hundelufter 62 stole på en parkeringsplads. Således er over halvdelen af stolene nu fundet, og kirken mangler blot 20 af sine speciallavet stole.
Det skriver TV2 Østjylland.
- Vi havde bestemt ikke regnet med, at vi vil se dem igen.
- Jeg troede, de var over alle bjerge, men med politiets og mediernes hjælp er stolene nok blevet så varme, at de har været svære at komme af med igen, siger sognepræst i Thorsager Kirke, Jørgen Gleerup, til TV2 Østjylland.
De 61 stole er nu sendt til firmaet Balderus i Hadsten, hvor de skal repareres, før de igen er klar til at blive taget i brug i kirken.
Thorsager Kirke er Jyllands eneste rundkirke. I Danmark findes der blot syv middelalderrundkirker. Fire af dem ligger på Bornholm.
Kirken i Thorsager er ikke udstyret med kirkebænke. I stedet har menigheden kunnet sidde i stole, der var formgivet af Kaare Klint, og som ifølge kirken har en værdi af 6000 kroner per styk.
Men natten til torsdag blev kirken brudt op, og gerningsmænd stjal ikke færre end 143 af de kostbare stole.
/ritzau/