23948sdkhjf

Junckers indgår bæredygtigt tomatsamarbejde

Et samarbejde mellem gulvproducenten Junckers og urban gardening-foretagendet TagTomat har længe været på tegnebrættet, og nu har det første konkrete produkt set dagens lys, nemlig verdensmålsbænken på Jarmers Plads. Men bænken er kun starten på et samarbejde, der forener kreative tanker og affaldstræ af eg i ønsket om at skabe produkter, der er funktionelle, smukke og frem for alt bæredygtige.

Første forsmag på produktsamarbejdet er den verdensmålsbænk, som TagTomat har produceret for Realdania af affaldstræ fra Junckers. Bænken, der er opstillet på Jarmers Plads i København, er fremstillet af 22 egetræs-moduler, der tilsammen danner en cirkel med en diameter på 9,5 meter, og det er tilsvarende egetræsmoduler, der vil blive anvendt i det fremtidige produktsamarbejde mellem Junckers og TagTomat.

- Vi er begejstrede for, at affald på denne måde kan udnyttes til at forskønne både offentlige og private rum. Siden grundlæggelsen har etisk skovdrift og bæredygtig produktion været nøglebegreber for Junckers. Samarbejdet med TagTomat lægger sig ind i denne grundtanke, og understøtter vores princip om at udnytte 100 procent af det træ, der skoves, siger Michael Frank, projektkonsulent ved Junckers.

For både Junckers og TagTomat er bæredygtighed og optimal udnyttelse af alle ressourcer en del af virksomhedens dna. Det er det fælles værdigrundlag, der nu har udmøntet sig i et konkret samarbejde, og den første produktserie af plantekasser og bænke, under varemærket Danish Upcycle, vil i slutningen af året komme i handlen.

- Idéen til produktserien opstod ved et besøg på Junckers. Vi så straks mulighederne i at knytte den ressource, der findes i det overskydende træ fra Junckers gulvproduktion, til TagTomats produktserier i træ. Upcycling er en fællesnævner, og samtidig passer det smukke egetræ fra Junckers ind i en efterspørgsel, vi oplever fra vores kunder, på en plantekasse med et mere indendørs look, siger Mads Boserup Lauritsen, indehaver af TagTomat.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078