DI-chef: Muligheder på nye vækstmarkeder
Nærmarkederne er fortsat de mest oplagte for mindre og mellemstore virksomheder, men Thomas Møller Sørensen fra DI øjner et stort forretningspotentiale i BRIK-landene.
Sådan lyder budskabet fra Thomas Møller Sørensen, chef for DI’s MMV & Entrepreneurship, i tirsdagens udgave af dagbladet Børsen:
- Inden en virksomhed kaster sig ud på dybt vand i et BRIK-land eller et andet af de nye vækstmarkeder, de såkaldte emerging markets, skal den have en international strategi, hvad enten den vil etablere produktion eller sælge sine varer på det pågældende marked. I den strategi skal der tages højde for en række forhold, siger han.
Opskriften på succes i Indien er således ikke nødvendigvis gangbar i Brasilien eller Kina, og det er væsentligt at have for øje, påpeger Thomas Møller Sørensen. Det er fx ikke sikkert, at produktet kan sælges i et andet land uden tilpasning, og hertil kommer forhold som kultur, lovgivning og det lokale markeds mekanismer.
I bestræbelserne på at hjælpe virksomhederne med at afklare disse forhold har DI etableret kontorer i de fire BRIK-lande. Her kan virksomheder enten udstationere en af sine egne medarbejdere eller trække på viden fra en lokal ansat.
- Frem for at kaste sig hovedkulds ud på et helt nyt marked og risikere at dumpe i nogle af de mange faldgruber, som altid vil være på et fremmed marked, kan der være fornuft i at bruge DI-kontoret og derefter gå gradvis frem på markedet, lyder rådet fra Thomas Møller Sørensen i Børsen.