23948sdkhjf

Konjunkturanalyse fra BAT: Beskæftigelsen i byggeriet stagnerer

Bygge-, Anlægs- og Trækartellet vurderer, at beskæftigelsen inden for bygge- og anlægssektoren ikke bliver væsentligt forbedret de kommende år. I 2005 forventes den samlede bygge- og anlægsbeskæftigelse at blive på 158.000 personer (funktionærer og timelønnede), hvilket kun er en fremgang på ca. 400 personer i forhold til 2004. Dette beskæftigelsesniveau ventes heller ikke at ændre sig markant i 2006.
I positiv retning trækker den forøgede forbedrings- og vedligeholdelsesaktivitet på de private boliger, mens bl.a. de seneste års nedskæringer i den meget arbejdskraftintensive byfornyelse bidrager negativt til det samlede beskæftigelsesbillede i byggeerhvervet.

Ledighedsprocenten i BAT-kartellets medlemsforbund ventes at falde svagt i prognoseperioden. I 2003 var der 8,8% ledige. Årsgennemsnittet for 2004 ventes at blive 8,6%. Herefter falder ledigheden til 8,1% i 2005 og 2006. Det svarer til et fald fra 11.400 ledige timelønnede bygge- og anlægsarbejdere i 2004 til 10.700 som årsgennemsnit for 2005 og 2006.

Faldet i ledighedsprocent skyldes især et stort fald i byggeriets arbejdsstyrke, bl.a. som følge af stigende afvandring via efterløn. I 2002 var der således 137.200 forsikrede i byggefagenes a-kasser. Her mod slutningen af 2004 er det tilsvarende tal blot 132.600.

Temakapitel om vedligeholdelsesefterslæb
BAT opgør i konjunkturanalysens temadel det vedligeholdelsesmæssige efterslæb på den faste realkapital i Danmark til ikke mindre end 214,4 mia. kr. Dette tal dækker langt fra alle dele af bygninger og anlæg, idet den tilgængelige information og eksisterende viden på området er særdeles mangelfuld.

Vi skubber således en vedligeholdelsesmæssig bygningsgæld foran os til de kommende generationer. For at begynde arbejdet med at indhente efterslæbet, foreslår BAT, at Folketinget på tværs af politiske skel beslutter, at der mere systematisk indsamles og opgøres måltal for bygningers og anlægs fysiske tilstand og vedligeholdelsesbehov. Herefter formuleres og indføres en politik på området i staten, kommuner og regioner, således at vedligeholdelsesefterslæbet snarest muligt indhentes, og der fastsættes bindende regler for, hvor mange penge der skal sættes af til løbende vedligeholdelse, hver gang man opfører og bevilger en strækning vej, kloak, en bygning med videre.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078